Lækker salat med oksekød og dressing
Fantastisk salat med rosastegt oksekød, masser af grønt og en skøn dressing, der lige giver det sidste smagspift og binder det hele sammen. Salaten tager næsten ingen tid at bikse sammen og passer derfor perfekt ind i en travl hverdag, hvor det stadig gerne må være lækkert og sundt.
Ingredienser
til 2 personer- 2 bøffer (ca. 2,5 cm tykke)
- 1 tsk timian
- salt
- peber
- lidt olie
Til salaten
- 75 g babyspinat
- 250 g cherrytomater
- 1⁄2 rødløg
- 1 rød peberfrugt
- 1 bdt persille
- 1⁄2 fed hvidløg
- 1 spsk balsamico
- 1⁄2 spsk olivenolie
- salt
- peber
Dressing
- 1 dl fromage frais
- 1 tsk dijonsennep
- 1 tsk citronsaft
- 1 tsk akaciehonning
- 1⁄2 fed hvidløg
Krydr bøfferne med timian, salt og peber, og gnid dem med lidt olie. Brun dem godt af på en rygende varm pande ca. 1 minut på hver side. Skru ned til middelvarme, og steg videre ca. 3-4 minutter på hver side. Tag bøfferne af panden, og lad dem hvile, mens du klargør resten af ingredienserne.
Skyl babyspinaten, slyng den fri for vand, og sæt den til side. Halver cherrytomaterne, og skær rødløg og peberfrugt i tynde strimler. Kom det op i en skål. Hak persillen, pres hvidløget, og kom begge dele op i skålen sammen med balsamico og olivenolie. Smag til med salt og peber.
Til dressingen blandes fromage frais, dijonsennep, citronsaft og akaciehonning sammen. Pres hvidløget heri, og smag til - evt. med lidt ekstra citronsaft eller honning.
Fordel babyspinaten på en tallerken, og kom tomatblandingen ovenpå. Skær oksebøfferne i tynde strimler, og læg dem henover salaten. Slut af med dressingen, og server.