Perfekt laks på pande
Den ultimative guide til, hvordan du steger perfekt laks på panden, hvor fisken nærmest falder fra hinanden i flager og er super saftig.
Ingredienser
til 2 personer- 2 laksefileter
- salt
- evt. krydderier (se gode krydderiblandinger til laks her)
- olie til stegning (der skal være nok til at dække panden i et tyndt lag olie)
- evt. 10 g smør
- peber
Video: Se hvor saftig laksen bliver
Før vi fortsætter med selve opskriften, så se lige i videoen her, hvor lækker laksen bliver. Perfekt saftig og med den dejligste stegeskorpe:Sådan laver du skindstegt laks på panden
Start med at trimme laksen: Laksefileterne har ofte et fladt stykke i den ene side. Skær det flade stykke af (gem det f.eks. til en laksetatar) - de flade stykker vil blive tilberedt meget hurtigere end resten af fisken og vil derfor ende med at blive overtilberedt.
Fjern evt. løse skæl fra skindet. Dup laksefileterne tørre med køkkenrulle, og salt dem godt. Krydr evt. også med andre krydderier.
Stegning
Kom olien på panden, og varm det op ved middelhøj varme (trin 5-6 ud af 9 på komfuret). Sørg for, at panden bliver godt varm, da det forhindrer, at fisken hænger fast på panden.
Læg laksefileterne på panden med skindsiden nedad, og skru med det samme ned til middellav varme (trin 3,5-4 ud af 9). Pres forsigtigt fileterne ned med en paletkniv i ca. 15 sekunder, så skindet ikke trækker sig for meget sammen.
Steg i ca. 7 minutter, til der begynder at komme hvide kanter på laksen (se på billedet herunder, hvordan det ser ud). Ryk ikke for meget rundt på laksen under stegningen - det vil give en dårligere stegeskorpe. Vend laksen og steg yderligere et halvt minut på den anden side. Tilsæt evt. lidt smør, efter du har vendt fisken.
Krydr med en smule peber, og server den pandestegte laks med det samme.
Sådan steger du laksefileter uden skind på panden
Skær det flade stykke af laksefileten af, og skær forsigtigt skindet af.
Dup laksen tør med køkkenrulle, og krydr det med salt og evt. andre krydderier.
Varm olien op på en pande ved middelhøj varme (trin 5-6 ud af 9 på komfuret).
Læg laksefileterne på, og skru med det samme varmen ned til middellav varme (trin 4 ud af 9).
Steg laksen på den ene side i 5 minutter. Vend fileterne, og tilsæt evt. smør. Steg yderligere 2-3 minutter på den anden side, til fisken lige akkurat er gennemtilberedt. Hvor længe laksen helt præcist skal stege, afhænger af tykkelsen på dine laksefileter, men 7-8 minutter i alt er passende i langt de fleste tilfælde.
Obs! Hvis du bruger en slip-let pande til stegning
Bruger du en pande med teflon-belægning eller anden slip-let pande, skal du skrue lidt op for varmen, da slip-let pander ikke bliver helt så varme som f.eks. en jernpande eller støbejernspande.
Se også:
Find lækkert tilbehør til laks her
Ofte stillede spørgsmål
Få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om tilberedning af laks på panden herunder:
Hvordan tilbereder man frossen laks på panden?
Hvis du vil bruge frosne laksefileter og ikke har fået dem tøet op, kan du fint stege dem på panden alligevel.
Start med at skylle fileterne hurtigt under den kolde hane for at få iskrystaller af fiskens overflader. Dup fileterne helt tørre med køkkenrulle, og krydr med salt.
Varm olie op på en pande ved lidt over middel varme. Kom laksen på panden (med skindsiden nedad, hvis der er skind på), og steg i 5 minutter, til fisken er brunet på den ene side.
Vend laksefileterne, skru ned til middel varme, og læg låg på eller dæk panden med sølvpapir eller en stor tallerken. Steg i yderligere 7-8 minutter, til fisken er helt optøet og gennemtilberedt.
Kan man stege fisken på en grillpande?
Det fungerer ikke så godt at tilberede laksen på en grillpande, da det har tendens til at hænge fast i panden.
Hvad skal centrumtemperaturen være?
Hvis du vil bruge et stegetermometer til at sikre, at laksen bliver perfekt stegt, skal centrumtemperaturen være 49-50 grader i den tykkeste del af fileten.
Kan man tilsætte citron?
Du kan tilsætte lidt citronsaft til laksen, efter du har vendt den. Gør det endelig ikke før det, da det vil forhindre laksen i at brune ordentligt.
Kan man tilsætte sesam?
Du kan sagtens vende den ene side af laksen i sesamfrø før stegning og få den lækreste sprøde crust på fisken.
Hvorfor først krydre med peber efter tilberedning?
Pebersmagen kan godt blive for gennemtrængende og maskere den delikate smag af laksen, hvis det steges sammen med. Derfor foretrækker jeg at vente med at krydre med peber til efter stegning.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det danske køkken
Arbejdstid i køkkenet: 5 min. (hvis du fjerner skindet fra laksen)
Stegetid:
Næringsindhold for pandestegt laks
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 307 kcal | 613 kcal |
Kulhydrat | 0 g | 0 g |
Protein | 22 g | 43 g |
Fedt | 24 g | 48 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve laksen og fedtstof til stegning - ikke krydderi eller tilbehør.
Godt tilbehør til laksefileter
Vil du servere det lækreste tilbehør til laks, kan du tage et kig på disse opskrifter:
Frisk salat til laksDressing til laksSovs til fisk
3 andre lækre opskrifter på laks
Se flere nemme måder at tilberede laks på her:
Nemme opskrifter på bagt laksGrillet laks i stanniolFrisk pasta med laks og spinat