Low carb cheeseburger kålwraps
Hvis der skal burgere på bordet, og det godt må være lidt sundere, er disse cheeseburger kålwraps helt perfekte. De lækre burgere er uden brød, så de er et super godt low carb alternativ. Og så smager de helt forrygende ikke mindst.
Ingredienser
til 2 personer- 8 skiver bacon
- 300 g hakket oksekød
- salt
- peber
- 50 g revet cheddarost
- 75 g mayonnaise
- 1⁄4 tsk tomatpuré
- 1⁄2 tsk paprika
- 1⁄4 tsk hvidløgspulver
- 1⁄2 rødløg
- 1⁄2 agurk
- 2 tomater
- 1 spidskål
Fremgangsmåde
Steg baconen sprød på en pande. Læg skiverne på et stykke køkkenrulle, så de kan dryppe af.
Form imens oksekødet til lidt aflange burgerbøffer (beregn to bøffer per mand), og krydr dem grundigt med salt og peber. Steg dem i det resterende baconfedt på panden. Kom revet cheddarost på, når bøfferne vendes.
Imens burgerbøfferne steger, kan du lave dressingen. Rør mayonnaise sammen med tomatpuré, paprika og hvidløgspulver, og smag burgerdressingen til med salt og peber.
Pil rødløg, og snit det fint. Skyl agurk og tomater, og skær begge dele i tynde skiver.
Pil hele blade af spidskålen - det er lettest, hvis du skærer lidt af stokken. Skyl bladene, og dup dem tørre med køkkenrulle.
Smør den ene halvdel af spidskålen med burgerdressingen, og fyld wrapsene med burgerbøffer, bacon, rødløg, agurk og tomat. Så er de lækre cheeseburger kålwraps klar til servering.
Se også:
Dette super lækre cheeseburgerfad, der er mega nemt at lave.
Lækkert tilbehør til wrapsene
Skal det være ekstra lækkert, kan jeg anbefale at lave dette suveræne tilbehør til:
BBQ broccoliSprøde gulerodsfritter med parmesanLækre bønnefritter
Næringsindhold for cheeseburger kålwraps
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 865 kcal | 1730 kcal |
Kulhydrat | 9 g | 17 g |
Protein | 49 g | 97 g |
Fedt | 71 g | 142 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve opskriften på cheeseburger kålwraps - ikke eventuelt andet tilbehør.