Luciaboller
D. 13. december er luciadag, og i Sverige har man ikke blot luciaoptog, men også luciaboller – eller lussekatter, som det hedder på svensk. Det er en form for teboller med safran, der kan formes på forskellige måder og pyntes med rosiner.
Ingredienser
til 24 stk1. del af dejen:
- 50 g smør
- 5 dl mælk
- 50 g gær
- 1⁄2 spsk sukker
- 1 tsk salt
- 700 g hvedemel
2. del af dejen:
- 125 g smør (blødt)
- 1 1⁄2 dl sukker
- 1⁄2 g safran
- 1 æg
- ca. 200 g hvedemel (til æltning af dejen)
- 1 æg til pensling
- 1 håndfuld rosiner
1. del af dejen:
Smelt smørret, og hæld det i en skål sammen med mælk og gær. Rør, til gæren er opløst. Tilsæt sukker, salt og hvedemel, og rør godt rundt i skålen. Lad dejen hæve i ca. 1 time.
2. del af dejen:
Rør smør og sukker sammen. Stød safran i en morter, og tilsæt det. Rør til sidst æg i, og rør derefter blandingen sammen med den første del af dejen. Strø mel ud på bordet, og form dejen til luciaboller. Pensl med sammenpisket æg, og pynt med rosiner som vist på billedet.
Bag luciabollerne i 5-8 minutter ved 250 grader.