Marcipangris
Efter en lækker ris a la mande er der ingen bedre mandelgave end en hjemmelavet marcipangris. Den er både sjovere og mere nuttet end dem, man kan købe. Opskriften er meget udførlig, og sammen med billedet af grisen, kan det næsten ikke gå galt.
Ingredienser
til 1 stk- 200 g marcipan
- 100 g flormelis
- 30 g glukosesirup
- 2 sukkerkugler (blå)
- rød frugtfarve
- ekstra glukosesirup
- rødt silkebånd
Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup sammen til en ensartet masse. Tag 1/3 af massen fra, og form den resterende del til grisens krop.
Tag 1/3 af den resterende mængde, og del det i fire lige store stykker, der skal bruges til ben. Til hvert ben skal du dele marcipanmassen i 2. Rul den ene til en kugle og den anden til en kegle, og sæt dem så sammen. Sæt dem fast på grisens krop, så det er kugledelen, der sidder ind til kroppen, og marker ”lårene” på kroppen med bagsiden af en kniv eller passende modellerværktøj.
Tag lidt af den resterende marcipanmasse, og lav grisens hale. Det gør du nemmest ved at rulle det til en lille pølse og derefter sno pølsen til en lille krølle, som på billedet. Halen kan også være lige og stritte op i luften – det ser også sødt ud.
Den resterende mængde skal bruges til marcipangrisens hoved. Tag to stykker fra til øre. Form dem til små kegler, og pres dem lidt flade. Form dem til ører med fingrene, og læg dem til side.
Tag den sidste klump marcipanmasse, og rul den til en kugle. Rul den lidt smallere i den ene ende, så du former en tryne. Lav to små huller i trynen med et modellerværktøj, en knappenål eller lignende.
Lav to udhulinger på hver side af hovedet med bagsiden af en lille teske (eller et modellerværktøj), og placer de to sukkerkugler i udhulingerne som øjne. Tryk forsigtigt med bagsiden af en kniv over udhulingerne, så grisen får øjenbryn.
Sæt grisens hoved fast på kroppen, og glat kanten ud. Sæt ørerne fast, og glat bagsiden ud.
Bland meget lidt rød frugtfarve med en lille smule glukosesirup, så du får en rød sirup. Brug en pensel eller dine fingre til at farve marcipangrisens tryne, dens kinder, indersiden af ørerne samt spidsen af halen.
Bind et rødt bånd om marcipangrisens hals. Det pynter, og så hjælper det til at dække samlingen af kroppen og hovedet.
Tip:
Hvis du bruger omregneren til at lave en lidt mindre eller lidt større marcipangris, så skal der selvfølgelig stadig brugs 2 blå sukkerkugler til øjne, selvom mængden ændres i ingredienslisten.