Maskeret blomkål med skinke og bacon
Maskeret blomkål er en af de absolut bedste klassikere, og den her version med både skinke og bacon er ingen undtagelse. Blomkålen dækkes af lækker creme fraiche dressing, søde ærter og majs og omkranses af kogte æg og friske tomater. En ret, der er fuldstændig proppet med lækkerier.
Gå til:
Ingredienser
til 4 personer- 1 blomkål
- 4 æg
- 200 g bacontern
- 1 bdt persille
- 1 bdt purløg
- 1 forårsløg
- 250 g creme fraiche
- salt
- peber
- 50 g ærter (optøede, hvis du bruger frosne)
- 50 g majs (optøede, hvis du bruger frosne)
- 75 g skinketern eller hamburgerryg
- 2 tomater
Fremgangsmåde
Skær bladene og den groveste del af blomkålshovedet, og kasser dem. Skyl blomkålshovedet grundigt. Kom et par cm i vand i bunden af en gryde, og bring det i kog. Salt vandet let. Damp blomkålen i gryden under låg i ca. 6-7 minutter, til den er mør, men ikke udkogt. Tag blomkålen op, lad den dryppe af og køle af.
Kog æggene i 9 minutter, overhæld dem efterfølgende med koldt vand, og lad dem køle helt af.
Steg baconen sprød, og læg det efterfølgende på køkkenrulle, så det kan dryppe af.
Skyl persille, purløg og forårsløg, og hak det helt fint - gem evt. lidt af den grønne del af forårsløgene eller lidt af krydderurterne til at pynte med. Rør det sammen med creme fraichen, og smag dressingen godt til med salt og peber.
Læg den dampede blomkål på det fad eller tallerken, som skal bruges til servering.
Smør blomkålen med dressingen, så den er dækket helt. Drys med ærter og majs.
Top blomkålen med skinketern og den sprødstegte bacon.
Skyl tomater, og skær dem i både - husk at fjerne den grønne stilk. Pil æggene, og skær dem i både. Læg tomater og æg skiftevis rundt langs kanten af blomkålen. Drys afslutningsvist evt. med lidt forårsløg eller krydderurt - så er den lækre maskerede blomkål klar til servering.
Servér evt. med lidt godt brød - både rugbrød og franskbrød er lækkert til.
Se også:
Denne ultra lækre version af maskeret blomkål med æg og rejer.
Video: Sådan anretter du maskeret blomkål
Se hvordan du nemt og flot anretter maskeret blomkål med skinke, bacon, æg og friske grøntsager:
Næringsindhold for opskriften
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 451 kcal | 1805 kcal |
Kulhydrat | 11 g | 43 g |
Protein | 24 g | 97 g |
Fedt | 34 g | 135 g |
Hvor stort et blomkål er der brugt?
I opskriften er der brugt et blomkål på ca. 475 gram, hvilket svarer til et relativt lille blomkålshoved.
Et stort blomkålshoved vejer ofte op til det dobbelte, så har du fået fat i sådan en, kan du gange opskriften med to og lave dobbeltportion af de øvrige ingredienser. Så er der det rigtige forhold mellem blomkål, dressing og grøntsager.