Nemme langtidshævede boller
De her langtidshævede boller er super nemme at lave, og så får de den lækreste og luftigste krumme, fordi de hæver så længe. Bollerne bages ved høj varme, så de samtidig får den skønneste sprøde skorpe.
Ingredienser
til 10 stk- 5 dl vand (lunken)
- 5 g gær
- 1 tsk salt
- 60 g havregryn
- 60 g grahamsmel (eller en anden grov mel)
- 400 g hvedemel
Hæld lunkent vand i en skål, og opløs gæren heri.
Tilsæt salt, havregryn og grahamsmel, og rør det godt sammen med en ske eller på en røremaskine. Tilsæt hvedemel, og rør det hele godt sammen – dejen skal være klistret.
Sæt låg på skålen eller dæk den med husholdningsfilm, og lad dejen stå på køkkenbordet natten over eller minimum 8 timer – sæt ikke dejen på køl.
Tænd ovnen på 240 grader over- og undervarme. Sæt en skål med vand i bunden af ovnen, så bollerne bliver ekstra luftige.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og fold den sammen nogle gange med en bagespatel, uden at ælte den. Skær dejen ud i det antal boller, du ønsker, med bagespatlen, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag bollerne i ca. 15 minutter, til de lyder hule, når du slår på dem med en finger.
Omregn måleenheder:
Hvis du hellere vil have opskriftens mængder i f.eks. dl, så prøv denne omregner, der nemt og hurtigt kan omregne mængderne for dig.