Nytårskage med mousse
Denne lækre nytårskage med mousse er faktisk overraskende nem at lave. Den består af en dejlig mandelbund med hvid chokolade, en frisk mousse med skovbær og lime samt en lækker hindbærgelé.
Ingredienser
til 12 personerMandelbund
- 190 g mandler
- 100 g hvid chokolade
- 3 æg
- 110 g sukker
- 2 spsk hvedemel
Mousse med skovbær
- 6 blade husblas
- 340 g skovbær (frosne)
- 85 g sukker
- 1 1⁄2 spsk limesaft
- 4 1⁄4 dl piskefløde
Hindbærgelé
- 4 blade husblas
- 210 g frosne hindbær
- 100 g sukker
- 1 1⁄2 spsk limesaft
- vand
Pynt
- kondenseret mælk (kogt i dåsen i 3 timer, så det er blevet til karamel)
- frisk mynte
- sølvstøv
- chokoladekugler
Mandelbund:
Hak mandler og hvid chokolade groft.
Pisk æg og sukker lyst og luftigt, og vend hvedemel, mandler og hvid chokolade i.
Kom dejen i en form på 20 x 24 cm foret med bagepapir. Bag bunden i 15-20 minutter ved 175 grader.
Lad den køle helt af. Moussen og geléen skal støbes i formen, der med fordel kan fores med bageplast eller lignende.
Mousse med skovbær:
Opblød husblassen i helt koldt vand i 5 minutter.
Kom skovbær, sukker og limesaft i en gryde, og bring det i kog. Lad det køle lidt ned, og opløs den opblødte husblas i den lune blanding. Lad den køle yderligere af.
Pisk fløden til en let flødeskum, og bland lidt af flødeskummet i bærblandingen. Vend forsigtigt resten af flødeskummet i, og fordel moussen på mandelbunden.
Sæt nytårskagen på køl i minimum 2 timer, så moussen sætter sig i formen.
Hindbærgelé:
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Kom hindbær, sukker og limesaft i en gryde, og bring det i kog. Si bærrene fra, så du har en helt klar hindbærsaft (hindbærcoulis) tilbage. Tag ¼ af bærsaften fra, så du kan bruge den til pynt på tallerknerne.
Opløs husblassen i de resterende ¾ af hindbærsaften, og bland det forsigtig sammen med vand, til du har 3 dl i alt. Hæld geléen over den kolde mousse.
Lad geléen sætte sig på køl i minimum 2 timer.
Serveringsforslag:
Pynt tallerknerne med den overskydende hindbærcoulis fra tidligere.
Frigør forsigtigt kagen fra formen, og skær den evt. til i siderne, så de er helt lige. Skær kagen ud (jeg skar den ud i 12 stykker), og sæt et stykke kage på hver tallerken.
Kom den karamelliserede kondenserede mælk i en sprøjtepose med en stjernetyl. Tryk en lille karameldut ud på kagen, og en anden på tallerkenen. Pynt disse med små blade af mynte og små chokoladekugler.
Drys til sidst med lidt sølvstøv.
Tip:
Jeg satte en ekstra klat karamel på tallerkenen, og oveni denne placerede jeg en mojito macaron lavet ud fra denne opskrift.
Hvis du skal lave nytårskagen til et andet antal personer, skal du selvfølgelig bruge en anden størrelse form.