Pirogger med skinke
De her pirogger med skinke og ost er simpelthen så lækre. Den bløde dej gemmer nemlig på det dejligste cremede fyld.
Ingredienser
til 12 stkDej
- 25 g smør
- 15 g gær
- 2 dl mælk eller vand
- 1 tsk sukker
- 3⁄4 tsk salt
- 325 g hvedemel (og lidt ekstra til udrulning)
Skinkefyld
- 250 g skinketern eller -strimler
- 250 g flødeost naturel (eller pikantost)
- 100 g revet ost
- evt. 50 g spinat
Til bagning
- 1 æg eller lidt mælk eller vand til pensling
- evt. 25 g sesamfrø til drys
Start med at lave dejen
Smelt smørret, og lad det køle af til stuetemperatur.
Rør gæren ud i mælken. Tilsæt det afkølede smeltede smør, sukker og salt.
Rør hvedemelet i, og ælt dejen godt igennem i 8-10 minutter.
Dæk dejen til, og lad den hæve ca. 40-45 minutter til dobbelt størrelse. Lav fyldet, imens dejen hæver.
Rør skinkefyldet sammen
Bland skinke, flødeost og revet ost sammen.
Hvis du vil have spinat i, skal du skylle det og hakke det groft. Bland spinaten i fyldet.
Form piroggerne
Drys mel på bordet, og rul dejen tyndt ud, så den har en tykkelse på ca. 2 mm. Rul endelig ikke dejen for tyndt ud, da det så vil være for bøvlet at forme piroggerne.
Skær dejen ud i cirkler med en diameter på ca. 15-16 cm.
Fordel nu fyldet på dejcirklerne. Der skal være ca. 2-3 spsk fyld på hver. Placer fyldet på den ene halvdel af hver cirkel, og fugt med lidt vand rundt i kanten. Fold den anden halvdel henover, så fyldet er lukket godt inde.
Brug en gaffel til at trykke piroggernes kanter sammen, og læg dem efterfølgende på en bageplade beklædt med bagepapir.
Saml dejresterne, rul dem ud igen, og form piroggerne på samme måde med det resterende fyld.
Lad dem efterhæve 20-25 minutter (forvarm ovnen imens).
Bag dem i ovnen
Pensl piroggerne godt med sammenpisket æg, mælk eller vand, og drys evt. med lidt sesamfrø på toppen.
Bag dem ved 200 grader i 17-18 minutter, til de er gennembagte og har en flot gylden farve.
Se også:
Nemme pirogger med færdig dej
Kan man fryse dem?
Ja, du kan sagtens fryse piroggerne ned efter bagning. Så skal de blot tø op og lunes på en brødrister eller i ovnen, før de spises.
Kan man bruge fuldkornsmel?
Du kan godt erstatte ca. 1/4 af hvedemelet med fuldkornsmel. Bruger du en større mængde fuldkornsmel end det, bliver dejen for tør og kedelig.
Små pirogger som snack eller tapas
Du kan sagtens lave piroggerne i en mindre udgave, så de er velegnede som en hurtig lille snack eller som en fin tilføjelse til tapasbordet. Skær blot nogle mindre cirkler ud af dejen på ca. 8-9 cm., og lav dem ellers som beskrevet i opskriften.
Fakta om opskriften
Måltid: Madpakke, frokost eller hovedret
Hvor stammer pirogger fra: Det russiske køkken
Smage: Skinke, flødeost, spinat, revet ost
Tidsforbrug:
Æltetid: 8-10 min.
Tid til formning: 15 min.
Samlet hævetid: 1 time (man laver fyldet, imens dejen hæver første gang)
Bagetid: 17-18 min.
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for pirogger med skinke
pr. pirog | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 227 kcal | 2724 kcal |
Kulhydrat | 21 g | 256 g |
Protein | 11 g | 134 g |
Fedt | 10 g | 124 g |
Næringsberegningen er uden spinat og sesamfrø.
Pirogger med andet lækkert fyld
Jeg kan også anbefale disse opskrifter på pirogger med andet lækkert fyld:
Pirogger med kyllingVegetar pirogger med grøntsagsfyld
Andre gode forslag til madpakken
Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om de her nemme opskrifter på lækre sager til madpakken:
Nemme pølsehorn med færdig pizzadejÆggeletter (tarteletter med æggefyld)Madpakkeidéer (rugbrødssandwich og wraps)