Pizza med asparges
Asparges smager faktisk helt vildt godt på pizza – især hvis det kombineres med en god italiensk salami og en masse ost. Aspargesstykkerne giver en flot farve til pizzaen, og de tilfører også en lækker friskhed.
Ingredienser
til 2 personer- 1 pizzadej (købt eller hjemmelavet)
- tomatsauce (købt eller hjemmelavet)
- 1 kugle mozzarella ost (à 125 g)
- 50 g revet parmesanost
- 50 g salami (en tyndskåret italiensk type)
- 250 g grønne asparges
- 1 spsk olivenolie
- salt
- peber
- tørret oregano
Tænd ovnen på 240 grader.
Rul pizzadejen ud, kom den op på en bageplade, og smør tomatsovs på i et relativt tyndt lag, så dejen kan udvikle sig.
Skær mozzarellaen i tynde skiver, og fordel dem på pizzaen. Drys parmesanosten ud over i et jævnt lag, og fordel salamien oven på osten, så den kan få noget varme inde i ovnen.
Knæk bunden af aspargesene, og skyl dem. Skær dem i skrå skiver (snitter) på ca. 1/5 cm i tykkelsen. Kom dem op i en skål, og tilsæt olivenolie, salt og peber. Bland det godt, så olivenolien dækker aspargesene.
Kom dem ud over pizzaen i et jævnt lag, lige før pizzaen kommer i ovnen. Bag den i ca. 10-15 minutter (afhængigt af ovnen). Tag den ud af ovnen, når osten er blevet gylden, og drys tørret oregano på toppen med det samme. Det giver en skøn duft af italiensk pizza.
Tips:
Ingredienserne passer til 1 færdigdej af dem, man kan købe i de fleste supermarkeder. Hvis du vil gøre din pizza ekstra lækker, kan du lave din egen dej. Prøv f.eks. denne lækre opskrift på pizzadej med durum. Hvis du bruger denne dej, svarer ingredienserne til 2 pizzaer.
Du kan også lave din egen tomatsovs. Det smager bare bedre, og det er ikke svært at lave. Slet ikke hvis du bruger denne opskrift på nem tomatsovs til pizza.
- Publiceret d.
- 10.06.16.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Mad fra hele verden ›
- Europæisk ›
- Italiensk mad ›
- Opskrifter på pizza