Popcorn med chokolade
Popcorn med chokolade kombinerer det salte med det søde, og det smager simpelthen, så englene synger. Snacken er utroligt nem at lave, og så er den ovenikøbet super lækker.
Ingredienser
til 1 form- 25 g popcorn (færdigpoppede)
- salt
- 75 g Rice Krispies
- 350 g chokolade (hvid, lys eller mørk – jeg brugte hvid)
- evt. 20 g mørk chokolade til pynt
Kom popcornene i en stor skål, så der er plads til at røre det hele sammen. Drys salt over dem, og hæld Rice Krispies i skålen. Gør en bradepande på 25x25 cm klar med bagepapir.
Smelt chokoladen over vandbad eller i en mikrobølgeovn, og hæld det over popcorn og Rice Krispies. Bland de tre ting rigtig godt sammen, og hæld så massen over i bradepanden. Tryk det lidt sammen og godt ud i hjørnerne. Smelt evt. lidt mørk chokolade, og pynt med det på toppen. Kom husholdningsfilm over bradepanden, og stil den på køl i et par timer, til chokoladen er størknet.
Skær det ud i aflange barer eller små hapsere, og servér.