Porregratin - rigtig god og fedtfattig opskrift
Dejlig opskrift på en porregratin, der ovenikøbet er fedtfattig og super nem at lave. De stiftpiskede æggehvider sørger for, at gratinen får en herlig luftig konsistens - lige som man kender det fra en almindelig porregratin.
Ingredienser
til 3 personer- 3 porrer
- 1 spsk olie
- 6 æg
- 1 tsk salt
- 150 g hytteost
- peber
Sådan laver du porregratinen
- Forvarm ovnen til 180 grader.
- Skær toppen af porrerne, og rens dem grundigt for skidt og jord. Snit dem i tynde ringe, og kom dem op i et ildfast fad (jeg brugte en på ca. 20 x 20 cm). Tilsæt olie, og vend det godt rundt.
- Sæt fadet i ovnen, og bag porrerne i 10 minutter. Lad dem efterfølgende køle ned i fem minutter.
- Skil imens æggene i hvider og blommer. Sørg for, at hviderne kommer op i en helt ren skål, og pisk dem helt stive.
- Blend æggeblommer med hytteost og salt, og krydr med peber. Kom de let afkølede porrer heri, og vend forsigtigt de stiftpiskede æggehvider heri.
- Kom blandingen tilbage i det ildfaste fad, og bag porregratinen i ca. 20-25 minutter, til æggemassen er stivnet.
Se også:
Denne mega lækre opskrift på ekstra nem porregratin med skinke - den er kanongod!
Næringsindhold for porregratinen
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 340 kcal | 1020 kcal |
Kulhydrat | 12 g | 38 g |
Protein | 26 g | 77 g |
Fedt | 19 g | 58 g |
Hvad kan man bruge i stedet for hytteost?
Det er svært at erstatte hytteost i denne opskrift, da der ikke er mange andre fedtfattige mælkeprodukter med en relativt fast konsistens.
Hytteosten smager dog slet ikke igennem i retten - det giver blot en rigtig god konsistens til gratinen.