Porretærte med bacon
Sprøde stykker af bacon pryder denne dejlige porretærte. Den knasende bund, det cremede fyld med æg og hytteost, og den skønne salte smag af bacon skaber den lækreste tærte, man kan forestille sig.
Se hvad andre siger om porretærten
»Mums, Har lige lavet denne porretærte, og spist den. Den var bare supergod, skal prøves igen.«
»Det kunne godt blive en af mine livretter«
»Lavede den i går. Og fik besked på, at det måtte jeg bestemt gerne gøre igen.«
»Den er bare dejlig. Kan anbefales«
»Det lave jeg i sidste søndag. Og det smager super godt, siger manden.«
»Den havde vi på madplanen den 2. august og tro mig - den er bare SÅ lækker :-)«
»Den er rigtig lækker«
Og lad os så komme i gang med opskriften😃
Ingredienser
til 4 personer- 1 tærtedej (køb en færdig eller lav den selv)
- 6 skiver bacon
- 5 æg
- ca. 450 g hytteost
- 2 spsk havregryn
- salt
- peber
- 3 porrer
- 1 løg
- evt. 1 håndfuld frisk timian
Sådan laver du porre-bacon tærten
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Rul tærtedejen ud, og tryk den ud i et tærtefad. Prik nogle små huller i bunden med en gaffel. Forbag den i 10 minutter.
- Skær baconskiverne i mindre stykker, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Sæt dem i ovnen sammen med tærtebunden.
- Slå æggene ud i en skål og rør dem sammen med hytteost, havregryn, salt og peber.
- Rens porrerne og skær dem i skiver. Pil løget og hak det.
- Bland porrer og løg i æggemassen. Tilsæt evt. friskhakket timian.
- Hæld fyldet ud over den forbagte tærtebund, og læg de forbagte baconstykker på toppen.
- Bag porretærten i yderligere ca. 30-40 minutter, eller til æggemassen er fast og baconen er sprød.
Se også:
Små porretærter med skinke
Kan porretærten fryses?
Ja, det kan den sagtens.
Skal porrerne ikke koges eller steges?
Nej, det plejer ikke at være nødvendigt at koge eller stege dem inden de kommer i tærten. De 30-40 minutter som tærten skal have i ovnen, er nok til at tilberede porrerne. Hvis man foretrækker det, kan man dog sagtens stege dem lidt først, men det er ikke nødvendigt.
Hvad kan man bruge i stedet for hytteost?
Hytteosten smager slet ikke igennem, så hvis det er fordi man er nervøs for smagen kan man sagtens bruge hytteost. Den giver nemlig en rigtig god konsistens.
Man kan godt bruge creme fraiche i stedet for hytteost, men så ville jeg bruge lidt mindre creme fraiche og så et ekstra æg eller to. Man kan også helt udelade hytteost og creme fraiche, og så blot bruge flere æg.
Hvilken størrelse tærtefad bruges?
Jeg bruger bare et helt almindeligt tærtefad, som er omkring 24 cm i diameter.
Forslag til tilbehør
Tærten er både fuld af smag og mætter godt, så den kan sagtens serveres uden tilbehør. Jeg serverer den dog ofte med creme fraiche dressing samt grøntsagsstænger eller en god salat. F.eks. en simpel tomatsalat med tomat, forårsløg og mozzarella, eller en frisk spidskålssalat med ærter, æbler, mandler og feta.