Quinoasalat med avocado og tomater
Quinoa er et lille frø, der er rigt på proteiner og smækfyldt med fibre. Kort sagt en vaskeægte sundheds-superhelt, der er fantastisk at bruge i salater. Den her quinoasalat mikser avocado, agurk, tomat og rødløg, og resultatet bliver en fyldig salat med masser af smag.
Ingredienser
til 3 personer- 1 1⁄2 dl quinoa
- 300 g cherrytomater
- 1⁄2 rødløg
- 1⁄2 agurk
- 2 avocadoer
- saft af 1⁄4 citron
- salt
- peber
- 1⁄4 bdt frisk basilikum
Forslag til dressing
- 1⁄2 dl rød pesto
- 2 spsk olivenolie
- 1⁄2 spsk balsamico
- 1 tsk citronsaft
Sådan laver du quinoasalaten
Kog quinoaen i letsaltet vand efter anvisning på pakken. Hæld vandet fra, og lad dem køle af, imens resten af salaten laves.
Skær tomaterne i mundrette stykker. Pil rødløg, og snit det i tynde skiver. Skyl agurken, og brug en ske til at skrabe den vandede midte ud med. Skær også den i tynde skiver.
Skær avocadoerne over på langs, og fjern stenen. Skær frugtkødet i tern, og vend dem med det samme rundt i citronsaften, så de ikke bliver brune. Pluk bladene af basilikumplanten.
Bland den kogte og afkølede quinoa sammen med de forberedte grøntsager i en skål. Krydr godt med salt og peber, og pynt quinoasalaten med lidt ekstra frisk basilikum på toppen.
Servér straks, så den er rigtig frisk.
Forslag til dressing
Rør den røde pesto sammen med olivenolie, balsamicoeddike og citronsaft. Krydr godt med salt og peber, og smag evt. til med lidt ekstra citronsaft.
Se også den her cremede avocadodressing
Hvad kan man servere til salaten?
Til salaten kan man med fordel servere f.eks.:
KyllingefrikadellerCitronmarineret laksKylling med hytteost i ovnSunde kødboller med grøntsagerFyldte portobellosvampe med mozzarella
Næringsindhold for quinoasalaten
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 456 kcal | 1369 kcal |
Kulhydrat | 36 g | 107 g |
Protein | 9 g | 27 g |
Fedt | 28 g | 85 g |
Hvad kan man bruge i stedet for quinoa?
I stedet for quinoa er det rigtig lækkert at bruge f.eks. kikærter, bulgur eller couscous.