Ramsløgsuppe
Den nære, danske natur har i de seneste år indtaget det danske køkken. Lad tendensen ramme dine smagsløg i skikkelse af ramsløgsuppe med aromatisk hvidvin, kartofler og naturligvis ramsløg, som du evt. selv kan gå ud og finde i kystnære løvskove, lunde eller småkrat.
Ingredienser
til 2 personer- 150 g kartofler
- 1 løg
- 2 spsk smør
- 6 dl bouillon
- 1 dl hvidvin
- 50 g ramsløg
- salt
- peber
Pynt (kan udelades)
- creme fraiche
- bagte ramsløg
- ramsløgblomster
Sådan laver du ramsløgsuppe
Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Hak løg. Svits kartofler og løg i smørret i en gryde.
Tilsæt bouillon og hvidvin og kog indtil kartoflerne er møre.
Skyl ramsløgene grundigt og snit dem groft. Kom dem i gryden og lad suppen simre et øjeblik. De skal kun lige være møre, så tages gryden af varmen og ramsløgsuppen blendes med en stavblender eller i en alm. blender.
Hæld den blendede ramsløgsuppe tilbage i gryden. Hvis den stadig er varm kan den serveres med det samme - ellers varmes den lige op. Men lad den ikke koge for meget, for så mister den noget af sin flotte farve.
Pynt til ramsløgsuppen - kan udelades
Bagte ramsløg laves nemt ved at skylle ramsløgene, duppe dem tørre med køkkenrulle og bage dem i ovnen ved 110 grader i 10-15 minutter.
Server ramsløgsuppen med en klat creme fraiche, bagte ramsløg og ramsløgblomster.
Prøv også:
RamsløgspestoRamsløgssmør