Risotto som tilbehør til kød
Virkelig god opskrift på en helt klassisk risotto, der er perfekt som tilbehør til kød. Den kan nemlig serveres helt enkelt eller tilføjes f.eks. svampe eller spinat og ærter, hvis det skal være ekstra lækkert.
Ingredienser
til 4 personerKlassisk risotto
- 1 3⁄4 l grøntsagsbouillon eller hønsebouillon
- 2 løg (små)
- 2 spsk olivenolie
- 4 dl risottoris
- 2 1⁄2 dl hvidvin
- 75 g parmesanost
- 40 g smør (kan undlades)
- salt
- peber
Forslag til variant med svampe:
- 400 g svampe (f.eks. champignoner, bøgehatte, enokisvampe eller kantareller)
- olivenolie til stegning af svampene
- salt
- peber
Forslag til variant med ærter og spinat:
- 150 g babyspinat
- 200 g ærter (optøede)
Sådan laver du risottoen
Kom bouillonen op i en gryde, og varm det op til en svag simren.
Pil løg, og hak dem helt fint. Svits løgene i olivenolien, til de er begyndt at blive gennemsigtige.
Tilsæt risottorisene, og rør godt rundt, så de bliver dækket af olivenolien.
Hæld hvidvinen på, og lad det koge ind ved middel varme, så der næsten ikke er noget tilbage.
Hæld nu den varme bouillon på lidt ad gangen, så risene er dækkede. Lad det simre ved middel varme, til risene har absorberet næsten al bouillonen, inden du tilsætter mere. Fortsæt således, indtil risene er lige akkurat møre. Det tager ca. 30-35 minutter.
Riv parmesanen fint. Tag risottoen af varmen, og rør parmesan og evt. smør i. Vend det godt rundt, til både smør og ost er smeltet helt, og risottoen er cremet og lækker. Smag til med salt og peber. Nu skulle risottoen gerne se nogenlunde sådan ud:
Servér risottoen, som den er nu, eller tilføj f.eks. ærter og spinat eller svampe - se hvordan du gør herunder:
Forslag 1: Variant med svampe
Vil du lave en svamperisotto som tilbehør, skal du starte med at stege svampene, inden du laver risottoen.
Rens svampene grundigt, og skær dem i tynde skiver eller bræk dem i mindre stykker.
Opvarm en pande ved høj varme, og tilsæt olivenolien. Steg svampene i ca. 2 minutter, til de har taget farve og er blevet flot gyldne.
Tag svampene af panden, og krydr med salt og peber. Lav herefter risottoen, og rør de stegte svampe i lige inden, du tilsætter smør og olivenolie.
Forslag 2: Variant med ærter og spinat
Skyl spinaten, og dup den tørt. Rør spinat og ærter i risottoen umiddelbart inden du tilsætter parmesan og smør. Så når ærterne at blive varme, og spinaten falder lidt sammen og bliver mør.
Servér til et godt stykke kød, evt. sammen med den her lækre salat til risotto.
Hvilken risotto passer som tilbehør til forskellige slags kød?
De to forskellige versioner af risottoen passer rigtig godt til mange forskellige slags kød, men versionen med svampene passer ekstra godt til oksekød, fordi den fyldige smag fra svampene går godt sammen med den kraftige smag af oksekød. Versionen med ærter og spinat er lidt lettere i smagen og passer ekstra godt til f.eks. kylling og bacon eller laks.
Udover at servere risottoen som tilbehør til forskelligt slags kød, f.eks. oksemørbrad, bøffer, svinemørbrad eller kylling, kan du også tilsætte kødet til risottoen og lave en integreret ret.
Derudover kan du vælge at lave den klassiske italienske ret risotto milanese, hvor du tilsætter en smule safran til grundrisottoen og serverer den til en lækker osso buco.
Ofte stillede spørgsmål
Få svar på nogle af de gængse spørgsmål til opskriften her:
Hvilken hvidvin er bedst at bruge?
Det er bedst at bruge en Chardonnay eller Pinot Grigio/Pinot Gris i en risotto, fordi begge disse druer har en god syre, som klæder en cremet risotto rigtig godt.
Kan man lave risotto uden vin?
I stedet for hvidvin kan du smage risottoen til med citronsaft som det sidste.
Kan man erstatte risottoris med grødris?
Ja, det kan man godt, hvis man gerne vil lave en mere budgetvenlig version af risottoen. Det kan dog godt være svært at ramme den helt rigtige konsistens med grødris, men det er et fint alternativ. Bruger du grødris skal du nok bruge lidt mere væske for at koge dem ordentligt møre.
Jeg synes dog personligt, det er ærgerligt at gå på kompromis med risene, hvis risottoen skal serveres som tilbehør til et lækkert stykke kød. Så jeg anbefaler, at man bruger risottoris (arborio ris eller carnaroli ris).
Hvordan genvarmer man det bedst?
Har du risotto rester, kan du opvarme dem på flere forskellige måder. Skal det være hurtigt, kan du røre lidt vand i risottoen og varme det i mikroovnen, men den allerbedste måde er at genvarme det i en gryde, hvor du kan tilsætte lidt kogende vand, til risottoen har den helt rigtige konsistens igen.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det italienske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Tilberedningstid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 561 kcal | 2244 kcal |
Kulhydrat | 68 g | 273 g |
Protein | 13 g | 51 g |
Fedt | 22 g | 87 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve grundopskriften på risotto - ikke svampe, spinat eller ærter og heller ikke det kød, som risottoen serveres som tilbehør til.