Rødkålssalat med appelsin og valnødder
Super nem opskrift på en dejlig rødkålssalat, der både indeholder fileter af appelsin, sprøde saltristede valnødder og en dejlig dressing lavet på honning og appelsinsaft. Salaten smager skønt, og så ser den tilmed flot ud.
Ingredienser
til 4 personer- 1⁄2 dl salt (fint)
- 1 1⁄2 dl vand (kogende)
- 100 g valnødder
- 1⁄2 rødkål (lille)
- 3 appelsiner
- 2 spsk honning
- evt. tørrede tranebær
Start med valnødderne
Sæt ovnen på 150 grader.
Kom salt i en skål, og hæld det kogende vand over. Rør, til saltet er opløst. Tilsæt valnødderne, og lad dem stå i 10 minutter. Hæld vandet fra. Bag valnødderne i ovnen i 15 minutter, og vend dem to gange undervejs. Lad dem køle helt af.
Skær rødkål og appelsiner
Snit rødkålen så fint som muligt.
Skær skrællen af appelsinerne, og skær "fileter" af frugtkødet. Pres saften ud af appelsinresterne, og bland saften med honning.
Bland rødkålssalaten sammen
Vend appelsin og rødkål i honningdressingen, og drys salaten med de saltede valnødder og evt. tranebær.
Se også:
Rødkålssalat med æbler og appelsin