Salat med avocado og rucola
Denne fyldige salat med cremet avocado og frisk rucola er dejlig nem at gå til, og så samles den med en simpel dressing af citronsaft, olivenolie, salt og peber. Salaten er ideel som tilbehør til diverse retter med f.eks. kylling, okse- og svinekød.
Ingredienser
til 4 personer- 1 agurk
- 250 g cherrytomater
- 3 avocadoer
- 1 løg (evt. rødløg)
- 1⁄2 citron
- 2 spsk olivenolie
- salt
- peber
- 1⁄2 bk rucola
- evt. 1 håndfuld persille
Flæk agurken på langs, og skrab midten ud. Skær den resterende del af agurken ud i skiver, og kom dem op i en skål.
Skær tomater og avocado ud i mundrette stykker, og bland dem med agurken. Skær løg i skiver, og bland dem med de andre ingredienser i skålen.
Pres saften fra citronen, bland det med olivenolie, og smag til med salt og peber. Hæld dressingen ud over salaten.
Rens rucola, og skyl det. Tør det i en salatslynge eller et rent viskestykke, og bland det sammen med resten af salaten.
Hak evt. lidt persille, og drys det over den færdige salat.