Salat med bacon og feta
Denne salat er hurtig at lave, smager dejligt, og så mætter den, fordi den indeholder sprød bacon, cremet fetaost og dejlige cherrytomater. Finthakkede forårsløg på toppen fuldender salaten og gør den ekstra aromatisk og frisk i smagen.
Ingredienser
til 2 personer- 150 g bacon
- 1⁄2 hoved icebergsalat (eller 1 lille hjertesalat pr. person)
- 5 forårsløg
- 250 g cherrytomater
- 100 g feta (eller salatost)
Dressing
- 2 tsk timian (tørret eller frisk hakket)
- 3 spsk rapsolie
- 1 spsk eddike
- salt
- peber
Steg bacon sprødt på en pande, og læg det til at køle af på et stykke køkkenrulle.
Snit icebergsalaten og forårsløgene fint, skær cherrytomaterne i kvarte, og skær fetaen i tern.
Arranger salaten i portioner (eller på et fladt fad) i rækkefølgen: iceberg, cherrytomater, salatost, forårsløg. Knus baconen, og drys den ud over salaten.
Bland alle ingredienser til dressingen, og server den til salaten.
Tip:
Dressingen har godt af at stå i lidt tid og trække smag fra timianen – især hvis man bruger tørret timian.