Salat til oksemørbrad
Rigtig lækker salat til oksemørbrad - helt perfekt, når der skal frisk tilbehør på bordet til det lækre stykke kød, hvad enten det er til nytår eller en anden festlig begivenhed.
De her salater passer også godt til oksemørbrad
Længere nede får du opskriften på den salat, jeg oftest laver til oksemørbrad, men jeg vil også lige tippe dig om de her luksus-salater, der også passer rigtig godt til oksemørbrad:
Bønnesalat der passer godt til mørbrad og bøfGod salat når kødet serveres med flødekartofler
Og lad os så komme i gang med salaten 😀
Ingredienser
til 4 personerBagte rødløg
- 4 rødløg (små)
- 10 g smør
- salt
- peber
Salat
- 200 g grønne bønner
- 100 g pekannødder eller valnødder
- 1⁄2 granatæble
- 100 g blandet salat
- 1 håndfuld bredbladet persille
Sådan laver du salaten
Forvarm ovnen til 200 grader.
Pil skallen af rødløgene, og skær dem igennem på langs.
Læg de halve rødløg i et ildfast fad, og fordel smørret ovenpå i små klatter.
Krydr med salt og peber, dæk fadet med stanniol, og bag rødløgene i ca. 30-35 minutter, til de er møre. Forbered resten af salaten imens.
Nip enderne af de grønne bønner, og kog dem i let saltet vand i ca. 5-6 minutter. Bønnerne skal være møre, men stadig have bid.
Rist evt. pekannødderne på en tør pande.
Pil kernerne ud af granatæblet.
Skyl salaten, og lad det dryppe af. Skyl også bredbladet persille, lad det dryppe af, og pluk bladene af.
Pil de bagte rødløg fra hinanden, så du har nogle flotte bagte rødløgsskaller.
Bland rødløgsskallerne sammen med de øvrige ingredienser, eller anret det hele flot på et fad.
Jeg kan anbefale denne nemme dressing til salaten - men den kan dog også sagtens nydes uden en dressing til.
Tilpas salaten til årstiden
Salaten er en super god vintersalat og nytårssalat, da den passer perfekt både til de lidt tungere vinterretter, og når det skal være lidt mere luksus til nytår, hvor jeg sammen med salaten kan anbefale at servere disse lækre kartofler til oksemørbrad.
Skal du servere den som en dejlig forårssalat, er det også virkelig lækkert at tilføje lidt friske aspargesstykker til salaten. Og som en frisk sommersalat til f.eks. grillet oksemørbrad, kan du med fordel grille de halve bagte rødløg i stedet for at bage dem. Pak dem blot ind i stanniol sammen med smørret, og kom dem på grillen, indtil de er møre.
Kan den laves i forvejen?
Dele af salaten kan sagtens laves i forvejen, så du ikke skal lave så meget umiddelbart inden servering. Du kan sagtens bage løgene, riste nødderne og pille kernerne ud af granatæblet nogle timer eller dagen før, du skal lave salaten.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Næringsindhold for salaten
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 284 kcal | 1135 kcal |
Kulhydrat | 17 g | 66 g |
Protein | 5 g | 21 g |
Fedt | 21 g | 83 g |
- Publiceret d.
- 12.10.21.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Ingredienser ›
- Kødretter ›
- Mørbrad ›
- Oksemørbrad ›
- Tilbehør til oksemørbrad