Salat wraps med kylling og bacon
Super simple salat wraps fyldt med den lækreste kyllingesalat og friske grøntsager samt sprødstegt bacon. En uimodståelig kombination, der smager fuldstændig fantastisk, og de fine små salatskåle kan serveres både som frokost, forret eller nem aftensmad.
Ingredienser
til 4 personer- 2 kyllingefileter
- hønsebouillon
- 125 g creme fraiche
- 75 g mayonnaise
- 1⁄2 bdt forårsløg
- 1⁄2 bdt persille
- salt
- peber
- 1⁄2 peberfrugt
- 100 g cherrytomater
- 100 g bacontern
- 2 hoveder hjertesalat (mini)
Skær kyllingefileterne igennem på langs, så du har nogle flade kyllingefileter. Kom dem op i en gryde, og dæk med hønsebouillon. Bring det i kog, og kog i ca. 15 minutter, til kødet er færdigtilberedt. Tag fileterne op af bouillonen, og riv dem fra hinanden med to gafler. Lad kødet køle helt af.
Bland herefter det kolde kyllingekød sammen med creme fraiche og mayonnaise. Skyl forårsløg og persille, og snit begge dele fint. Bland dem i kyllingesalaten, og smag den til med salt og peber.
Skyl peberfrugt, og skær de hvide hinder og kerner fra. Skær den i fine tern. Skyl cherrytomater, og skær dem i halve eller kvarte afhængig af, hvor store de er.
Steg baconen sprød på en pande, og kom det op på fedtsugende papir.
Skær stokken af salaten, og fjern forsigtigt bladene, så de bevares hele. Skyl dem, og dup dem tørre med køkkenrulle.
Fordel kyllingesalaten i salatskålene, og top med peberfrugt, cherrytomater og sprøde bacontern.
Hvor mange personer er der til?
Som udgangspunkt giver opskriften 15-16 salat wraps, hvilket svarer til 4 personer, hvis de serveres som frokost eller forret. Serveres de i stedet som aftensmad er der i stedet til 3 personer.