Saltmandler på pande - sprøde saltede mandler
Se hvordan du nemt og hurtigt laver de lækreste sprøde saltmandler på panden. Der skal kun bruges 3 ingredienser, så det er en helt perfekt snack.
Ingredienser
til 1 portion- 250 g mandler
- 1 1⁄2 dl kogende vand
- 5 tsk salt (du kan bruge både fint og groft salt)
Sådan laver du saltede mandler på panden
Kom mandler, kogende vand og salt på panden, og bring det i kog ved lidt over middel varme.
Kog, indtil vandet er fordampet. Skrab løbende salt op fra bunden af panden, imens det koger, og bland det godt sammen med mandlerne.
Rist mandlerne i ca. 3-4 minutter, efter vandet er fordampet helt, så de bliver helt tørre og sprøde. Det er vigtigt, at mandlerne tørrer helt, da de ellers vil blive bløde, når de køler af.
Se også hvordan du laver saltmandler i ovnen eller tag et kig på disse lækre saltmandler med røget paprika.
Tip: Rist mandlerne for at få ekstra smag
Vil du fremhæve smagen i mandlerne, kan du med fordel riste dem på en tør pande, inden du kommer vand og salt på. Mandlerne skal blot tage lidt farve - det frigiver olien i mandlerne og giver en ekstra lækker smag.
Vær opmærksom på, at når panden er varm i forvejen, vil det sprutte en del, når du kommer vand og salt på. Du kan enten skynde dig at lægge låg på, eller lad panden køle lidt af, inden du kommer vand og salt på for at salte mandlerne.
Opbevaring og holdbarhed
Hjemmelavede saltmandler opbevares bedst i en lufttæt beholder - så undgår du, at de bliver bløde, og de får en holdbarhed på helt op til 3-4 uger.
Fakta om opskriften
Måltid: Mellemmåltid eller snack
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug: hvis du bruger induktion. Det tager ca. 12 min., hvis du ikke har induktionskomfur.
Næringsindhold for saltmandlerne
pr. 100 gram | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 558 kcal | 1479 kcal |
Kulhydrat | 8 g | 21 g |
Protein | 20 g | 53 g |
Fedt | 49 g | 129 g |
Bemærk at næringsindholdet kan variere ret meget i forskellige mandelsorter - f.eks. kan der være stor forskel på indholdet af kulhydrater.
Er saltede mandler sunde?
Mandler indeholder mange sunde ting, såsom kostfibre, proteiner og vitaminer. De har et relativt højt fedtindhold, men det er dog primært de gode umættede fedtsyrer, man finder i mandler, og de er med til at give en god lang mæthedsfornemmelse.
Sammenlignet med andre salte snacks (f.eks. chips), er saltede mandler derfor sundere, fordi man får flere gode ting for sine kalorier og føler sig mæt i længere tid.
3 andre lækre opskrifter på snackmandler
Kan du slet ikke få nok af lækre mandel snacks, kan jeg også anbefale disse opskrifter:
Krydrede saltmandler med rosmarinMandler med chokolade og lakridsSaltede mandler med soja og honning