Sammenkogt ret med god sovs
Vildt lækker sammenkogt ret med den lækreste cremede paprikasovs og dejlige grøntsager. Du kan endda selv vælge, hvilken slags kød du vil bruge i retten.
Mine yndlings-gryderetter
Inden vi går videre ned til opskriften på den lækre sammenkogte ret, vil jeg også lige anbefale 3 af mine andre favorit-gryderetter:
Italiensk mørbradgrydeGryderet med hakket svinekød og krydret sovsMexicansk one pot gryderet med kylling
Og lad os så komme i gang med opskriften 😀
Ingredienser
til 4 personer- 600 g kød (f.eks. kylling, mørbrad, svinekød eller oksekød i tern eller hakket kød)
- evt. 250 g bacontern eller cocktailpølser
- olie til stegning
- salt
- peber
- 1 løg (stort)
- 200 g gulerødder
- 400 g champignoner eller peberfrugt (eller en blanding af begge dele)
- 2 1⁄2 spsk paprika
- 100 g tomatpuré (koncentreret)
- 2 dl vand
- 1 1⁄2 bouillonterning (hønsebouillon eller oksebouillon)
- 4 dl fløde
Server f.eks. med
- ris
- pasta
- kartofler eller kartoffelmos
Start med at stege kødet
Hvis du vil have bacon eller cocktailpølser i retten, skal du starte med at stege dem. Baconternene skal steges sprøde, og cocktailpølserne skal stege, til de har fået lidt farve. Sæt det til side til senere.
Skær evt. kødet i mindre stykker (hvis du bruger f.eks. kyllingefileter, svinemørbrad eller andre hele stykker kød), og krydr det med salt og peber.
Brun kødet godt af i olie (har du brugt bacontern, kan du i stedet for olie brune kødet i det baconfedt, der er tilbage). Tag kødet op, og sæt det til side til senere.
Gør grøntsagerne klar
Forbered grøntsagerne, imens kødet steger. Pil løg, og hak det fint. Skræl gulerødderne, og skær dem i små fine tern.
Skyl champignon og/eller peberfrugt. Snit champignonerne i tynde skiver, og skær peberfrugten i tern.
Steg alle grøntsagerne i olie ved middel varme i 5 minutter.
Lav sovsen og lad den sammenkogte ret simre
Tilsæt paprika og koncentreret tomatpuré til grøntsagerne, og steg det med et par minutter.
Tilføj vand, og smuldr bouillonterningen i. Tilsæt fløde, og krydr med salt og peber.
Kom kødet tilbage i gryden, og lad retten simre ved svag varme, til kødet er mørt. Det varierer naturligvis alt efter, hvilken slags kød, du bruger.
Bruger du hakket kød, kyllingefilet eller -inderfilet, er gryderetten klar efter 10 minutter. Bruger du svinekød i tern eller svinemørbrad skåret i mundrette stykker, skal gryderetten simre i ca. 20-25 minutter, og bruger du oksekød i tern er simretiden ca. 45-50 minutter.
Servér den lækre sammenkogte ret med f.eks. ris, pasta, ovnkartofler eller kartoffelmos til.
Hvor lang tid kan en sammenkogt ret holde sig?
Sammenkogte retter kan holde sig 2-3 dage i køleskabet. For holdbarhedens skyld er det dog vigtigt, at retten kommer hurtigt på køl, efter I har spist, så den ikke står ude ved stuetemperatur for længe.
Kan retten fryses?
Ja, du kan sagtens fryse retten ned, og den holder sig ca. 4-6 måneder i fryseren.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det danske køkken
Valgmuligheder: Kylling, svinekød, oksekød
Arbejdstid i køkkenet: (hvis du bruger hakket kød)
Næringsindhold for den sammenkogte ret
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 655 kcal | 2618 kcal |
Kulhydrat | 16 g | 65 g |
Protein | 37 g | 150 g |
Fedt | 48 g | 192 g |
I næringsberegningen har jeg taget udgangspunkt i, at retten laves med kylling. Hvis du bruger andet kød, kan det ændre lidt på næringsindholdet.
Beregningen omfatter ikke bacon/cocktailpølser og heller ikke tilbehør.