Snickerskage - virkelig lækker opskrift på snickerskage
Denne simple og virkelig lækre opskrift på snickerskage skaber den helt perfekte kombination af svampet chokoladekage, blød karamel og knasende peanuts. En skøn, syndig kage, der med garanti stiller enhver kagetrang.
Ingredienser
til 1 bradepandeChokoladekage
- 300 g smør
- 500 g mørk chokolade
- 4 dl brun farin
- 7 æg
- 2 dl sukker
- 1 dl kakaopulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk bagepulver
- 1 1⁄2 dl hvedemel
Karamelsovs
- 1 1⁄2 dl sukker
- 1 1⁄2 dl brun farin
- 1 1⁄2 dl lys sirup
- 175 g usaltet smør
- 7 dl fløde
- 1⁄2 tsk vaniljepulver (eller korn fra 1 vaniljestang)
Pynt
- 400 g saltede peanuts
Sådan laves den bedste snickerskage
Smelt smør, chokolade og brun farin ved lav varme, til det er en ensartet masse. Lad det køle ned.
Pisk æg og sukker godt. Sigt kakao, vaniljesukker og bagepulver i, og vend det sammen.
Rør chokoladeblandingen i dejen, og sigt til sidst hvedemel i.
Hæld dejen i en bradepande (35x40 cm), og bag kagen ved 175 grader i 25 minutter.
Karamelsovs
Kom sukker, brun farin og sirup i en gryde, og kog det op ved middel varme. Når blandingen koger, tilsættes smørret lidt efter lidt og piskes i. Lad blandingen koge igen, og tilsæt fløde i en jævn stråle under omrøring.
Kog karamellen op igen, og tilsæt vanilje. Lad karamellen koge i 10 minutter. Hvis karamellen stadig er meget tynd herefter, kan man koge den lidt længere, til den tykner en smule. Sæt den til side, og lad den køle af til stuetemperatur.
Den stuetempererede karamelsovs hældes over den afkølede kage og opbevares på køl indtil servering. Drys med saltede peanuts, inden snickerskagen skal serveres.
Se også:
Jeg kan også varmt anbefale denne ekstremt lækre bananasplit-kage - den smager seriøst som en vaskeægte bananasplit.
På udkig efter en sundere udgave?
Hvis du søger efter et sundere alternativ, der samtidig tilfredsstiller den søde tand, kan jeg anbefale disse to opskrifter på Snickerskugler:
Lækre Snickerskugler med peanutbutterLow carb Snickerskugler
Kan kagen fryses?
Snickerskagen kan fint fryses ned. Tag den op af fryseren ca. 24 timer inden servering og lad den tø langsomt op i køleskabet.
Næringsindhold for snickerskagen
pr. stykke | hele kagen | |
---|---|---|
Kalorier | 524 kcal | 15713 kcal |
Kulhydrat | 37 g | 1105 g |
Protein | 8 g | 229 g |
Fedt | 38 g | 1144 g |
Næringsberegningen pr. stykke er baseret på at snickerskagen skæres i 30 stykker, men det afhænger naturligvis af hvor store stykker man skærer.