Bedste snobrødsdej
Her får du den bedste opskrift på snobrødsdej, der er nem at arbejde med og ikke klistrer på fingrene, når den skal snoes om pinden.
Ingredienser
til 10 stk- 4 dl mælk eller vand
- 25 g gær
- 2 tsk salt
- 2 tsk sukker
- 2 spsk olie
- 625 g hvedemel
Sådan laver du den bedste snobrødsdej
- Varm mælk eller vand op, til det er lillefingervarmt. Rør gæren ud heri.
- Tilsæt salt, sukker, olie og hvedemel, og rør dejen sammen.
- Ælt dejen ved håndkraft eller på en køkkenmaskine i 8-10 minutter, til den er blank og smidig.
- Dæk skålen til med husholdningsfilm eller et fugtigt viskestykker.
- Lad snobrødsdejen hæve i 45-60 minutter, til den er fordoblet i størrelse.
- Så er dejen klar til at komme på pinde.
Se også:
Hurtig snobrødsdej (klar på 10 min.)Koldhævet snobrødsdej
Ofte stillede spørgsmål
Få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål til opskriften herunder:
Kan man bruge groft mel?
Du kan godt erstatte ca. 150 g af hvedemelet med f.eks. grahamsmel eller fuldkornshvedemel for at få en lidt sundere dej. Brug ikke mere groft mel end dette, da snobrødsdejen så vil blive meget kompakt og tør.
Kan man bruge tørgær?
Ja, det kan man. Erstat de 25 g frisk gær med 6 gram tørgær, og bland tørgæren sammen med melet i stedet for at røre den ud i vand/mælk.
Hvor længe kan snobrødsdej holde sig?
Dejen kan holde sig en dags tid på køl, så du kan sagtens lave den dagen før, den skal bruges. Vil du lave dejen før, kan du også overveje at lave denne koldhævede snobrødsdej.
Kan dejen fryses?
Ja, dejen kan fint fryses ned, så længe den tøer langsomt op i køleskabet, inden du skal bruge den igen.
Hvad kan man bruge rester af dejen til?
Hvis du har rester af dejen, kan du bruge den til at lave f.eks. pizza, pizzasnegle eller pølsehorn.
Hvilke pinde kan man bruge til snobrød?
Du kan bruge langt de fleste træsorter som snobrødspinde, men gå udenom gran, da det afgiver en dårlig smag til brødene. Du kan naturligvis også købe snobrødspinde af rustfrit stål, så du har dem til flere sæsoner.
Fakta om opskriften
Kategori: Bagværk
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet: 15 min.
Hævetid: 45-60 min.
Samlet tidsforbrug: - 1 time og 15 min.
Næringsindhold for snobrødsdejen
pr. snobrød | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 249 kcal | 2487 kcal |
Kulhydrat | 44 g | 444 g |
Protein | 7 g | 73 g |
Fedt | 4 g | 37 g |
I næringsberegningen har jeg taget udgangspunkt i, at dejen laves med vand (i stedet for mælk).