Spinatsalat med feta
Denne nemme og simple spinatsalat er ikke bare fyldt med vitaminer, den smager også rigtig godt. Kontrasten mellem den cremede feta og de sprøde pinjekerner passer perfekt sammen, og dressingen giver salaten sødme og kant.
Ingredienser
til 2 personer- 100 g spinat (friske)
- 1⁄2 agurk
- 10 cherrytomater
- 3 spsk pinjekerner
- 100 g feta
Dressing
- 1 spsk olivenolie
- 1⁄2 spsk vineddike
- 1⁄2 spsk dijonsennep
- 1⁄2 spsk akaciehonning
- salt
- peber
Skyl de friske spinatblade, og klip dem evt. ud i mindre stykker, hvis de er for store.
Skyl agurk, flæk den på langs, skrab kernerne ud, og skær den ud i skiver. Skyl cherrytomaterne, og skær dem ud i kvarte.
Bland spinat, agurk og cherrytomater sammen i en skål.
Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande. Det tager lidt tid, før de begynder at tage farve, men så går det til gengæld stærkt. Derfor er det vigtigt at holde godt øje med dem, så de ikke brænder på. Lad dem efterfølgende køle ned på en kold tallerken.
Skær fetaen ud i tern (hvis den ikke er købt i tern), og drys den over salaten. Drys pinjekernerne over, lige inden salaten skal serveres.
Dressing:
Bland ingredienserne til dressingen, og smag den til med salt og peber. Server den ved siden af salaten.
Tip: Du kan med fordel lave en større portion dressing, da den kan holde sig på køl og efterfølgende bruges til andre salater.