TikTok pasta
Her får du opskriften på den ultra populære TikTok pasta med bagt feta og tomat. Det er simpelthen så nemt og smager virkelig lækkert.
Ingredienser
til 3 personer- 600 g cherrytomater eller andre små tomater
- 3 fed hvidløg
- 1 1⁄2 spsk olivenolie
- 1⁄2 tsk salt
- peber
- 150 g feta
- 350 g pasta
- 2 spsk kogevand fra pastaen
- 1 bdt frisk basilikum
- evt. parmesanost til servering
Sådan laver du den berømte TikTok pasta
- Forvarm ovnen til 210 grader. Skyl cherrytomaterne, og kom dem op i et ildfast fad. Er tomaterne meget store, kan du skære dem i halve.
- Pil hvidløg, og pres det over tomaterne. Tilsæt olivenolie, og krydr med salt og peber. Vend det godt rundt.
- Læg fetaen i midten af fadet, og vend den godt rundt i det olie og hvidløg, der er i bunden af fadet.
- Sæt fadet i ovnen, og bag det i 25 minutter.
- Bring imens en gryde med vand i kog, og kog pastaen heri, til den er al dente. Hæld vandet fra, men gem det kogevand, du skal bruge til saucen.
- Tag fadet med bagt feta og tomat ud af ovnen, og tilsæt kogevandet. Hak den friske basilikum, og drys det over.
- Mos fetaen sammen med kogevandet og tomaterne, og vend herefter pastaen godt rundt i fetasaucen. Du kan også servere pastaen med de bagte tomater og fetaen ved siden af. Servér evt. med parmesanost til.
Se lige hvor lækkert den færdige pastaret ser ud:
Servér f.eks. med:
Grøn salat til TikTok pastaret
Lav TikTok pasta med kylling
Du kan sagtens tilføje kylling til retten - brug ca. 450 gram til 3 personer. Det er nemmest at bruge kyllingeinderfileter, for de tager nemlig også 25 minutter at stege i ovnen, og skal derfor kun krydres med salt og peber og lægges ovenpå tomaterne, inden fadet sættes i ovnen.
Du kan også bruge kyllingefileter, men så er det bedst at skære dem ud i mindre bidder.
Ofte stillede spørgsmål
Få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål til opskriften herunder:
Hvilken feta er bedst at bruge?
Man får en mere cremet sauce, hvis man bruger rigtig græsk feta lavet med fåremælk. Fetaost lavet med komælk giver en mere grynet sauce, for fetaen smelter ikke så meget ud.
Jeg foretrækker at bruge Puck fetaost til retten. Den smelter ikke så meget, men har til gengæld en rigtig god smag. Og jeg kan personligt godt lide, at der er nogle små stykker fetaost i retten.
Hvad kan man bruge i stedet for feta?
Hvis du ikke er så meget til feta, kan du bruge f.eks. mascarpone i stedet for. Det giver også en rigtig lækker cremet konsistens til saucen. Sørg dog for at krydre lidt ekstra med salt, hvis du bruger mascarpone, da det ikke har en lige så saltet smag som feta.
Hvad er TikTok?
TikTok er et populært socialt medie, som er baseret på små korte videoer, der fokuserer på mange forskellige emner.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det italienske køkken (men selve opskriften stammer oprindeligt fra Finland)
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Tilberedningstid:
Samlet tidsforbrug:
Kalorier m.m. i TikTok pastaret med bagte tomater
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 660 kcal | 1981 kcal |
Kulhydrat | 95 g | 285 g |
Protein | 23 g | 68 g |
Fedt | 20 g | 59 g |
Næringsberegningen er inklusiv pasta, men ikke parmesan.