Tilbehør til spareribs og hotwings
Virkelig lækkert tilbehør til hotwings og spareribs, der består af de bedste ovnbagte pomfritter og en super god coleslaw med et friskt pift af æble. En mega lækker kombination, der passer perfekt til barbecue.
Ingredienser
til 3 personerEkstra sprøde ovnfritter
- 1200 g bagekartofler (1 bagekartoffel vejer ca. 400 g)
- 2 spsk eddike
- 4 spsk olie
- salt
Coleslaw-salat
- 300 g gulerødder
- 1⁄2 spidskål (lille)
- 1 æble (lille)
- 200 g creme fraiche
- 50 g mayonnaise
- 2 tsk dijonsennep
- 3 tsk honning
- 3 tsk citronsaft
Sådan laver du ekstra sprøde kartofler i ovn
Skræl bagekartoflerne, og skær dem i stave. Skyl kartoffelstavene godt igennem i koldt vand, til vandet bliver klart - så er noget af stivelsen skyllet ud af kartoflerne, og det giver ekstra sprøde fritter.
Bring en gryde med vand og eddiken i kog, og kog kartoffelstavene heri i ca. 10 minutter. Hæld vandet fra, og spred kartoflerne ud på et rent viskestykke. Lad dem ligge og tørre og køle lidt af.
Vend de tørre kartoffelstave i olien.
Fordel fritterne på en bageplade beklædt med bagepapir, og drys med salt. Bag dem i 40 minutter ved 200 grader varmluft, og vend dem gerne et par gange undervejs, så de bliver sprøde og gyldne på alle sider.
Tip: Skal det være lidt nemmere, kan du lade være med at skylle kartoflerne og forkoge dem inden bagning. Jeg vil dog anbefale, at man gør begge dele, da det gør det muligt at få ekstra sprøde fritter.
Coleslaw til hotwings og spareribs
Skræl gulerødder, og skær dem i helt tynde stave (du kan også rive dem, hvis du synes, det er nemmere).
Skyl spidskål, og snit det fint. Skyl æblet, og fjern kernehuset. Skær æblet i helt tynde stave.
Rør creme fraiche, mayonnaise, dijonsennep, honning og citronsaft sammen, og smag dressingen til med salt og peber.
Vend alle grøntsagerne sammen med dressingen.
Servér de sprøde fritter og den lækre coleslaw til en god gang spareribs eller hotwings, evt. disse sundere blomkåls-hotwings.
Hvad spiser man ellers som tilbehør til spareribs og hotwings?
Hvis du vil se flere opskrifter på lækkert tilbehør til hotwings og barbecueben, kan jeg især anbefale disse:
Majskolber med baconBearnaisemayo (god som dip til hotwings)Gode idéer til tilbehør til grillmad
Lav coleslawen om til en pastasalat
Hvis du vil servere en lækker pastasalat til hotwings eller spareribs, kan du koge ca. 150 g pasta (til 3 personer), lade det køle af og tilsætte det til coleslawen. Tilsæt gerne 100 g ekstra creme fraiche, så pastasalaten bliver dejligt cremet.
Lav pomfritterne til lækre ostefritter
Du kan nemt forvandle fritterne til lækre cheese fries ved at drysse ca. 150 g revet cheddar (til 3 personer) over fritterne i de sidste 10 minutter af bagetiden.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det amerikanske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelse af pommes frites: 30 min.
Bagetid (for pommes frites): 40 min.
Coleslaw: 15 min.
Samlet tidsforbrug:
Hvis du laver almindelige ovnbagte kartofler til, tager tilbehøret kun ca. 50 minutter at lave.
Næringsindhold for fritterne
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 489 kcal | 1467 kcal |
Kulhydrat | 74 g | 221 g |
Protein | 9 g | 26 g |
Fedt | 19 g | 57 g |
Næringsindhold for coleslaw
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 360 kcal | 1081 kcal |
Kulhydrat | 22 g | 66 g |
Protein | 5 g | 16 g |
Fedt | 27 g | 80 g |