Tortilla fyld - gode idéer til wraps
Mine bedste idéer til lækkert fyld i tortilla pandekager. Vælg mellem forskellige slags kød, grøntsager og dejlige dressinger.
Vælg mellem de forskellige slags tortilla fyld
Ud fra de forskellige forslag i ingredienslisten kan du vælge lige præcis det fyld, du gerne vil have i dine wraps. Vælger du noget fra, skal du lave lidt ekstra af de øvrige ingredienser.
Ingredienser
til 4 personerForslag til kød
- 500 g kylling eller hakket oksekød
- 1 spsk olie
- 40 g tacokrydderi (købt eller hjemmelavet)
Forslag til stegte grøntsager
- 2 peberfrugter
- 1 squash
- 200 g gulerødder
- 1 spsk olie
- salt
- peber
Forslag til andre grøntsager
- 1⁄2 hoved spidskål eller salat
- 1 rødløg
- 1 agurk
- 2 avocadoer
- 100 g majs
Forslag til dressing
- creme fraiche
- guacamole (f.eks. den her guacamole uden creme fraiche)
- salsa
Sådan laver du kødet
Hvis ikke kyllingen er skåret i stykker, skal du starte med at gøre det.
Steg hakket oksekød eller kyllingestykker i olien ved høj varme.
Tilsæt tacokrydderiet, og vend det godt rundt. Steg til det hakkede oksekød er gyldent, eller kyllingen er gennemstegt.
Sådan laver du de stegte grøntsager
Skyl peberfrugt og squash, og skær begge dele i små tern.
Skræl gulerødderne, og skær også disse i små tern.
Steg grøntsagerne ved høj varme i olien i ca. 5-10 minutter, til de er møre og har fået en god stegeskorpe. Krydr med salt og peber.
Gør de andre grøntsager klar
Skyl spidskål, og pil rødløg. Snit begge dele fint.
Skyl agurk, og skær den i tern.
Skrab kødet ud af avocadoerne, og skær det i tynde strimler eller i tern.
Stil gerne fyldet på bordet i små skåle, så man selv kan komme det fyld i, man foretrækker.
Gør dressing klar, og lun tortilla pandekagerne ganske kort - så er der serveret.
Se også:
Hjemmelavede tortilla pandekager
Flere idéer til spændende fyld
Der er masser af gode ting, man kan fylde i tortilla pandekager, uanset om det skal være med kød, vegetarisk eller vegansk:
Vegetarfyld til mexicanske pandekagerVeganske grøntsagsfrikadellerMexicansk chili con carne
Jeg kan også anbefale at komme falafler i mine wraps, hvis fyldet skal være vegetarisk.
Kan man gratinere pandekagerne i ovnen?
Ja, det kan man - lidt smeltet ost på toppen af wrapsene er simpelthen så lækkert, og det er nemt at gratinere dem.
Fyld pandekagerne med f.eks. kød og stegte grøntsager (helst ikke de friske grøntsager), og rul dem sammen. Læg dem i et ildfast fad, og drys revet ost (gerne cheddar) på. Bag tortilla rullerne i ovnen i 10-15 minutter, til osten er smeltet.
Hvordan folder man bedst en tortilla wrap?
Læg gerne fyldet i midten af pandekagen, men lad der være lidt plads fri i venstre side. Start med at folde den venstre side lidt indover fyldet (det kommer til at fungere som en slags bund). Fold dernæst den side, der er tættest mod dig selv op over fyldet, og stram til. Rul herefter tortilla pandekagen stramt sammen om fyldet.
Sørg for ikke at komme alt for meget fyld i, da det så vil være næsten umuligt at folde pandekagen sammen.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret eller madpakke
Oprindelse: Det mexicanske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
- Publiceret d.
- 27.04.23.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Mad fra hele verden ›
- Mexicansk mad ›
- Mexicanske pandekager