Sommerbuffet
Prøv en dejlig sommerbuffet med lækre salater, kød og fisk. Se desuden hvad man kan drikke til, og få tips til desserter samt særlig børnevenlig sommermad.
En buffet skal i sagens natur indeholde en række forskellige retter, og om sommeren er det vigtigt at du vælger nogle lette retter, så maden ikke bliver for "tung" i sommervarmen. I denne artikel får du WebOpskrifter's bud på velegnede retter til en sommerbuffet inklusiv links til de respektive opskrifter.
Sommerbuffet med lækre salater
Salater er perfekte i en sommerbuffet, og mulighederne er mange. Især tomatsalat hører sommeren til, men også bulgursalat er velegnet om sommeren. Du kan også servere denne sommersalat. Endelig er broccolisalat og rejesalat to klassikere, som man aldrig går helt galt i byen med.
Du finder mange flere salater ved at klikke på linket "Salater" i menuen til venstre.
Kød og fisk
Ingen sommerbuffet uden kød. Vi anbefaler svinemørbrad eller oksemørbrad - Når du har gæster må det godt være ekstra lækkert. Som tilbehør kan eksempelvis serveres kold kartoffelsalat, bagekartofler med persillesmør eller hvidløgssmør, eller måske nye grønne asparges.
Hvis du vil have fisk i din sommerbuffet, er varmrøget laks og tunmousse oplagte kandidater.
Desserter til sommerbuffet
En rigtig sommerbuffet skal naturligvis afsluttes med de helt rigtige desserter. Der er ikke noget som frugtsalat på en varm sommerdag, og derudover er det oplagt at servere kager med årstidens frugter. Prøv f.eks. vores opskrift på jordbærtærte eller æblekage. Se også vores opskrifter på is.
Børnebuffet med sommermad
Hvis du vil lave en særlig børnevenlig sommerbuffet, er der også råd for dette. Børnebuffeten kan f.eks. indeholde koldskål med kammerjunkere eller måske en smoothie med jordbær til hver. Dette kunne så efterfølges af små mini-pizzaer (evt. lavet på grillen).
Hvad drikker man til en sommerbuffet?
Vi vil slutte denne artikel af med et par tips til, hvad man kan drikke til en sommerbuffet. Valget af øl og vin skal naturligvis harmonere med valget af mad. I denne artikel har vi hovedsageligt anbefalet lette retter. Øl og vin dertil bør derfor heller ikke være for kraftig eller for krydret i smagen.
Derudover er hyldeblomstsaft fantastisk om sommeren. Der kan blandes op med enten vand eller hvidvin og sågar øl. En forfriskende sommerdrik, der giver din sommerbuffet et ekstra pift.