Spaghetti som i Napoli
Det er en dyd at holde madlavningen simpel. Her - som i Napoli - behøves ikke et hav af ingredienser for at få en super skøn spaghetti. I stedet er der fokus på kraftfulde ingredienser som chili, persille og parmesan, der giver retten karakter.
Ingredienser
til 2 personer- 1 løg
- 1 bdt frisk basilikum
- 1 bdt persille
- 4 spsk olivenolie
- 1 ds flåede tomater (á 500 gram )
- 1⁄2 rød chili
- 250 g spaghetti
- salt
- peber
- parmesanost (revet)
Pil løg og skær det i skiver. Hak basilikum og persille.
Varm olien på en pande eller i en gryde, og svits løget deri. Det skal IKKE brune.
Tilsæt de flåede tomater, basilikum og persille. Tilsæt ligeledes chilistykket (det skal IKKE hakkes).
Lad pastasaucen simre til den er tyknet lidt. Kog Spaghetti imens.
Smag saucen til med salt og peber. Fjern evt. chilistykket før servering.
Server den friskkogte spaghetti med pastasaucen og revet parmesan på toppen.