Aspargessuppe, flødelegeret
Dejlig nem opskrift på flødelegeret aspargessuppe, der bliver fantastisk cremet og lækker. Aspargessuppen er helt perfekt som forret eller som en let frokost, og den kan f.eks. serveres med lidt lunt flute til.
Ingredienser
til 4 personer- 1 ds aspargessnitter (à ca. 425 g)
- 30 g smør
- 3 spsk hvedemel
- 1 terning hønsebouillon
- 3⁄4 l vand
- 2 dl piskefløde
- 3⁄4 tsk groft salt
- hvid peber
- evt. flute
Hæld vandet fra aspargessnitterne, og stil dem til afdrypning. Vandet skal bruges til suppen.
Smelt smørret i en gryde. Kom melet i, og lad det svitse lidt med. Tilsæt aspargesvandet lidt ad gangen, så suppen bliver ensartet.
Tilsæt derefter hønsebouillon og vand, og lad suppen koge igennem i 5 minutter. Hæld piskefløde i, og varm suppen op til kogepunktet.
Smag til med salt og peber, og kom til sidst aspargessnitterne i. Server evt. suppen med lidt lunt flute til.