Hvid aspargessuppe
Denne lette og lækre aspargessuppe er en elskelig og cremet suppe, der er meget enkel at tilberede, og som bare smager brand godt!
Asparges er en populær forårsspise, der har sæson fra starten af maj til slutningen af juni, men da der også findes udenlandske asparges, kan disse også spises på årets øvrige dage.
Ingredienser
- 250 g hvide asparges
- 7 dl hønsebouillon
- 1 dl fløde
- lidt citronsaft
- salt
- hvid peber
Skræl de hvide asparges og bræk de træede ender af. Skær de hvide asparges i stykker à ca. 3 cm. Kog dem møre i hønsebouillonen.
Tag aspargeshovederne op og læg dem til side (de skal ikke blendes).
Tag aspargessuppen af varmen og blend den, f.eks. med en stavblender. Sæt den tilbage på varmen og kom aspargeshovederne i igen.
Tilsæt fløde og smag suppen til med salt, peber og citronsaft.
Server den hvide aspargessuppe mens den er varm.
Kan køles ned og spises dagen efter.