Vafler med æg og øl
Kom lidt øl i dejen og opnå nogle ekstra sprøde vafler med en god dybde i smagen. Det giver både sødme og en let bitterhed. Samtidig er de lækkert luftige. Varier gerne serveringen - prøv dem f.eks. også med is og frugt.
Ingredienser
til 6 personer- 250 g hvedemel
- 1⁄2 tsk groft salt
- 1 tsk sukker
- 1 1⁄2 tsk bagepulver
- 1 1⁄2 dl mælk
- 1⁄2 dl fløde
- 2 dl øl
- 3 æg
- 50 g smør
Serveringsforslag
- flormelis eller sukker
- syltetøj
Bland mel, salt, sukker og bagepulver i en skål. Kom mælk, fløde og øl i og pisk det sammen.
Skil æggehvider og æggeblommer. Tilsæt æggeblommerne til dejen. Smelt smørret og rør det i dejen.
Pisk æggehviderne stive (man skal kunne vende skålen på hovedet). Vend forsigtigt hviderne i vaffeldejen.
Varm vaffeljernet godt op. Kom lidt smør på inden de første vafler laves. Hæld lidt dej på, men pas på, at jernet ikke er dækket helt - dejen flyder nemlig ud, når vaffeljernet lukkes.
Luk jernet sammen, og bag vaflerne gyldne og sprøde.
Server f.eks. vaflerne med flormelis og syltetøj.