Hjemmelavet softice
Det er virkelig nemt at lave hjemmelavet softice, og her får du opskriften på den lækre sommerklassiker. Den kan serveres i isvafler eller glas, og så kan den pyntes med alt fra krymmel og chokoladedrys til hakkede nødder, smeltet chokolade, slik og hvad du nu har lyst til.
Ingredienser
til 5 personer- 1 l flødeis (f.eks. vanilje, chokolade eller jordbæris)
- 1 1⁄2 dl piskefløde (afhængig af ønsket konsistens)
- 5 isvafler
Skær isen i mindre stykker, og kom stykkerne i en skål. Hæld piskefløden i skålen, og pisk blandingen luftig og jævn med en elpisker.
Hæld derefter softicen op i en sprøjtepose, og sprøjt den i isvaflerne. Skal spises straks.
Tip:
Du kan nemt lave din egen sprøjtepose ved at fylde softicen i en helt almindelig plasticpose. Klip derefter et lille hjørne af posen, så der kommer et lille hul i et af posens nederste hjørner. Så kan du presse isen ud af hullet og ned i vaflerne.
Du kan også sætte en stjernetylle i spidsen, så softicen får den rigtige form.