Julefrokost menuer
Frikadeller og æbleflæsk er begge gode, gammeldags, danske retter og faste bestanddele af julefrokosten i mange hjem. Gør dem kunsten efter og genopliv de lune klassikere serveret med rødkål, snaps og hyggeligt selskab til.
Frikadeller
- mælk
- 1⁄2 tsk peber
- 1⁄2 kg hakket svine- og kalvekød
- 1 æg
- 1 løg (stort)
- 2 spsk mel
- 3 tsk salt
Æbleflæsk
- salt
- peber
- lidt sukker
- 2 løg
- 10 skiver flæsk (let saltet)
- 750 g æble
Frikadeller:
Først hakkes løg fint og røres i farsen. Herefter tilsættes et æg, mens man fortsat rører rundt. Dernæst kommes mel i, til det har en stiv konsistens og det spædes så op med noget mælk. Farsen smages til med salt og peber. Man skal huske at farsen ikke skal være for lind, da den skal kunne formes med en ske. Til sidst steges frikadellerne på panden.
Æbleflæsk:
Først steges flæsket på panden. Dernæst pilles løgene og skæres ud i tynde skiver. Nu skrælles æblerne og kernehuset fjernes, hvorefter de skæres ud i tynde både. Flæsket tages af panden og det lægges på noget fedtsugende papir f.eks. køkkenrulle. Herefter brunes løgene i lidt af fedtstoffet, mens man stryger lidt sukker henover (så bruner løgene bedre). Løgene tages af. Æblerne steges i fedtstoffet. Husk at æblerne ikke må steges ved for kraftig varme og at de ikke må blive til mos. Kan serveres på rugbrød.