Avocado med hytteost
Avocado med hytteost er en simpel, lille ret, som er nem at lave og både flot, mild, lysegrøn og cremet. På en helt almindelig dag kan det serveres med brød til, mens det på en mere ekstraordinær dag kan anrettes som forret, flot pyntet med eksempelvis friske, røde tomater og grønne krydderurter.
Ingredienser
- 1⁄2 avocado pr person
- hytteost
- citronsaft
- salt
- peber
Til pynt
- purløg
- dild
- tomater (både)
- citron (både)
Tilbehør
- Godt brød (lunet)
Flæk avocadoerne. Tag stenen ud. Skrab forsigtig kødet ud med en teske og kom det i en dyb tallerken. Gem skallerne. Mos kødet med en gaffel. Tilsæt nogle dråber citronsaft. Bland (så bliver mosen ikke brun og grim).
Hæld lige så meget hytteost i tallerkenen, som der er avocadomos. Bland igen. Tilsæt salt og peber. Bland.
Fyld de gemte skaller med blandingen af avocado og hytteost. Dekorér med lidt grønt drys.
Servér portionsanrettet sammen med tomatbåde, citronskiver og hvad man ellers kan finde på.