Pizzasnegle med skinke
Pizzasnegle er altid en succes og her bruges både havregryn og rugmel i dejen, hvilket gør dem lidt sundere og mere mættende. Fyldet er klassisk med løg og skinke, som er populært hos børn som voksne, mens pestoen tilføjer ekstra smag og gør sneglene mindre tørre.
Fremragende til frokost, til madpakken eller til mellemmåltider.
Dej
- 50 g gær
- 5 dl vand (lunkent)
- 2 spsk olivenolie
- 2 tsk sukker
- lidt salt
- 3 1⁄2 dl havregryn
- 3 1⁄2 dl rugmel
- 5 dl hvedemel
Fyld
- 100 g rød pesto
- 1 løg (stort)
- 200 g skinkestrimler
- 250 g revet ost
Opløs gæren i vandet, og tilsæt olie, sukker og salt. Rør havregryn, rugmel og hvedemel i, og ælt dejen godt igennem. Lad den hæve tildækket i en halv times tid.
Rul dejen ud, så den er firkantet (den skal være ca. en halv cm tyk), og smør pestoen på. Hak løget meget fint, og drys det ud over dejen. Fordel ligeledes skinkestrimlerne og til sidst det meste af osten over dejen.
Rul dejen sammen til en pølse, og skær den i skiver, der er ca. 2 cm tykke. Bag pizzasneglene ved 200 grader i 12-15 minutter.