Forret med krebsehaler
Krebsehaler med blandt andet avocado, rødløg og cherrytomater i hvedetortillas er en perfekt appetitvækker inden hovedretten.
Ingredienser
- 150 g krebsehaler i lage (drænet vægt)
- 1⁄2 rødløg
- 3 cherrytomater eller cocktailtomater
- 1⁄2 bdt persille eller purløg (eller halvt af hver)
- 1 1⁄2 dl creme fraiche (18% eller mere)
- 1 avocado
- saften fra 1⁄2 citron
- 3 håndfulde salat efter smag
- 3 tortillapandekager
Hak rødløget meget fint. Skrab kernerne ud af tomaterne og hak tomatkødet fint. Hak også krydderurterne fint. Bland de hakkede ingredienser med creme fraiche i en skål. Pres lagen fra krebsehalerne og bland dem i skålen.
Halvér avocadoen, fjern stenen og skær frugtkødet i tynde skiver. Dryp lidt citronsaft over skiverne og fordel dem på den ene tredjedel af hver tortilla. Skyl salatbladene grundigt og fordel dem oven på avocadoskiverne. Kom krebsefyldet på og rul pandekagerne stramt sammen. Pak dem ind i husholdningsfilm eller sølvpapir, og lad dem trække på køl i en times tid eller mere.
Tag pandekagerne ud af køleskabet, og pak dem ud af filmen/sølvpapiret. Skær dem forsigtigt i 1,5 cm tykke skiver, og anret dem på et fad eller portionsanret på 5 tallerkener.