Jødekager uden hjortetaksalt
Perfekt sprøde jødekager helt uden hjortetaksalt. De er endda nemme at lave.
Ingredienser
til 60 stk- 250 g mel
- 200 g smør
- 125 g sukker
- 1 æg
- Evt. 1⁄2 tsk bagepulver (får jødekagerne til at hæve en lille smule ligesom hjortetaksalt normalt gør - kan dog udelades)
Til pensling og pynt
- 1 æg
- 3 spsk sukker
- 1 spsk kanel
- Evt. 50 g mandelsplitter
Sådan bager du jødekager uden hjortetaksalt
Start med at smuldre mel og smør. Tilsæt æg, sukker og evt. bagepulver, og ælt dejen hurtigt sammen. Stil den i køleskabet i ca. 1 time.
Drys lidt mel på køkkenbordet og rul dejen tyndt ud (ca. 2-3 mm tykkelse). Udstik den i runde kager eller den form du ønsker. Hvis du ikke har nogen udstikkerform, kan du bruge et lille glas.
Du kan også rulle dejen til en pølse på ca. 5 cm i diameter og skære den i tynde skiver.
Læg jødekagerne på en bageplade med bagepapir. Pisk ægget sammen og pensl kagerne.
Bland sukker og kanel sammen og drys det midt på kagerne. Drys evt. også med mandelsplitter.
Forvarm ovnen til 200 grader. Bag kagerne i ca. 5-7 minutter eller til de er let lysebrune.
Lad kagerne køle helt af inden du kommer dem i en kagedåse eller anden beholder.
Andre julesmåkager som jeg kan anbefale
Nemme pebernødder uden fløde
Hvad gør hjortetaksalt i jødekager?
Hjortetaksalt er et kemisk salt og når det varmes op (f.eks. under bagning) så spaltes det i de to gasarter, ammoniak og kuldioxid.
Spaltningen får kagerne til at hæve, men det kan også lugte ret kraftigt. Derfor foretrækker jeg at bage jødekagerne uden hjortetaksalt og i stedet bruge en lille smule bagepulver som hævemiddel.
Hvorfor hedder det jødekager?
Navnet skulle efter sigende stamme fra 1700-tallet og være en betegnelse for kager, som blev forhandlet i jødiske bagerier.
Næringsindhold
pr. jødekage | total | |
---|---|---|
Kalorier | 58 kcal | 3501 kcal |
Kulhydrat | 6 g | 349 g |
Protein | 1 g | 50 g |
Fedt | 3 g | 208 g |
Næringsindholdet pr. jødekage tager udgangspunkt i, at der bliver 60 stk. i alt, men det afhænger naturligvis lidt af, hvor tykke du har lavet dem.