Elgbøffer
Har du mod på en anderledes, vild smagsoplevelse, kan du prøve elgbøffer. Elgen smager forholdsvis mildt og kødet er mere magert end oksekød. Her kombineres det med den skarpe smag af stærk ost.
I Sverige og Norge er elgkød mere almindeligt og elgjagten finder typisk sted om efteråret og i begyndelsen af vinteren. Herhjemme kan kødet købes hos en vildtforhandler.
Ingredienser
til 4 personer- 500 g hakket elgkød (elgfars)
- 1 æg
- 200 g ost (stærk)
- salt
- peber
Bland elgfarsen sammen med et æg.
Skær osten i stave som er ca. 2x1x1cm. Form elgfarsen rundt om stavene til aflange bøffer. Sørg for at osten er helt dækket af fars.
Steg bøfferne på en varm pande og tilsæt salt og peber. Når bøfferne har fået farve på alle sider skruer du ned for varmen og lægger et låg eller lignende over. Lad bøfferne ligge til de er helt gennemstegte.
Server elgbøfferne med feks. ribsgele, kogte kartofler, asparges samt en flødesauce med vin eller sherry. De her kartofler er også rigtig gode, som tilbehør til vildt.