Falafel
Herhjemme er falafel især blevet udbredt som fastfood. Lav din egen falafel og oplev en bedre, rigere smag.
Ingredienser
til 4 personer- 5 dl kikærter (tørrede)
- 3 fed hvidløg
- 4 skalotteløg
- 2 spsk hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
- 3⁄4 dl vand
- 1 1⁄2 dl persille (hakket)
- 1 spsk tørret mynte
- 1⁄2 spsk koriander
- 1 knsp cayennepeber
- 1 tsk spidskommen
- olie til stegning
Skyl kikærterne i vand og læg dem i en skål. Fyld rigeligt med vand i skålen, så kikærterne er helt dækkede med vand. Lad dem stå natten over.
Hæld vandet fra kikærterne, skyl dem og hæl dem tilbage i skålen.
Skræl løg og hvidløg og skær dem i små stykker. Kom løg, hvidløg, hvedemel, bagepulver, salt og vand i skålen med kikærter. Mix med en stavmixer eller foodprocessor til det er en fast dej. Det kan nogle gange være lettere at mixe lidt ad gangen.
Tilsæt krydderierne og form dejen til små boller eller bøffer. Steg falaflerne i rigeligt med olie på middel varme. Bliver stegepanden for kold kan falaflerne nemt gå fra hinanden.
Alternativt kan man stege falaflerne hurtigt, så de får en lidt fast brunlig overflade og så lægge dem i en form i ovnen på 200 grader i nogle minutter.
Servér f.eks. i pitabrød med salat og denne dressing der passer godt til falafel eller se flere ideer til tilbehør til falafel her.
Kan man bruge kikærter på dåse?
Det er vigtigt at bruge tørrede, udblødte kikærter for at få den helt rigtige sprøde konsistens, som man kender fra autentiske hjemmelavede falafler. Bruger man kikærter på dåse, vil falaflerne blive klæge og smattede i konsistensen og have svært ved at hænge sammen.