Bulgursalat med tomat og agurk
Bulgur giver fylde til salaten, så den ikke bare ser flot og farvestrålende ud, men også mætter. Den laves med ingredienser de fleste kan lide, også børn og kræsne sjæle. Den syrlige dressing med citron og mynte tilføjer en fin friskhed.
Ingredienser
til 4 personer- 100 g bulgur
- 1 stk peberfrugt
- 4 stk tomater (solmodne)
- 1 stk agurk
- 1 stk løg (lille)
- 1 håndfuld persille (stor)
- 2 blade hovedsalat
- 1 tsk tørret mynte
- 1 stk citron (saften)
- 4 spsk olivenolie
- salt
Bulguren skylles og koges (se anvisningen på posen eller her). Lad den køle af, mens vandet drypper af.
Peberfrugt og tomater snittes i fine tern. Agurkens skræl fjernes, inden også den snittes i tern. Løg og persille snittes. Pluk blade af salaten og læg dem i bunden af skålen. De resterende grøntsager blandes med bulguren og kommes over. Bland salt, citronsaft, olie og mynte. Kom blandingen ud over salaten. Den skal stå i omkring 10 min. inden servering, så dressingen kan nå at trænge ind.