Asiatisk salat med nudler og oksekød
Denne asiatiske salat er på en gang frisk og mættende. Den indeholder både nudler i soyasauce og lynstegt oksekød, der er med til at give smag og fylde. De mange friske grøntsager gør den sprød og lækker, mens de ristede sesamfrø er prikken over i’et.
Ingredienser
til 4 personer- 1 hoved icebergsalat
- 2 gulerødder (store)
- 2 røde peberfrugter
- 1 bdt forårsløg
- 10 stilke thaibasilikum
- 250 g glasnudler
- 2 spsk sojasauce
- 1 1⁄2 spsk rapsolie
- 4 spsk sesamfrø
- 2 bøffer (fx entrecotes)
- sød chilisauce
OBS! Sørg for, at bøfferne er stuetemperatur, inden du går i gang.
Snit icebergsalaten helt fint. Skær gulerødder og peberfrugter i tynde strimler, og hak forårsløg og thaibasilikum fint. Bland alle grøntsagerne i en skål, og stil dem til side.
Kog glasnudlerne efter anvisning på pakken, og skyl dem derefter med koldt vand, til de er afkølede. Bland soyasauce og rapsolie i, og fordel nudlerne på tallerkenerne. Fordel salaten på nudlerne.
Rist sesamfrøene på en tør pande, til de er gyldne. Lad dem køle af på en tallerken.
Dup bøfferne med lidt køkkenrulle, så de er helt tørre. Drys salt på begge sider. Varm panden helt op, og steg bøfferne ved høj varme i 1 minut på hver side, så de får stegeskorpe. Læg dem på en rist, så saften kan dryppe af, mens bøfferne hviler i ca. 2 minutter.
Skær bøfferne i strimler og fordel dem på toppen af salaten. Drys med de ristede sesamfrø, og server med sød chilisauce til.