Bruschetta med svampe
Sprøde stykker brød med olie og hvidløg overhældt med en fantastisk cremet sauce med svampe i. Opskriften er virkelig nem, og det er en opskrift, man får lyst til at lave igen og igen.
Ingredienser
til 4 personer- 500 g svampe (jeg brugte champignoner)
- 1 ciabattabrød flute
- olie (til brødet)
- 2 spsk olivenolie
- 30 g smør
- 2 fed hvidløg
- 3 dl piskefløde
- salt
- peber
- evt. hvidløg (til brødene)
- evt. persille
Rengør svampene, og hak dem. Hvis du bruger champignon, kan du halvere dem og derefter nemmere skære dem i relativt tynde skiver.
Skær ciabatta i skiver, og pensl dem med olie. Kom dem i ovnen ved 200 grader (gerne grill), og lad dem blive der, til de er sprøde. Forbered svampene i mellemtiden.
Kom olivenolie og smør på panden, og tilsæt de hakkede svampe. Lad dem stege ved høj varme. Til at starte med vil de afgive en del væske, men efterhånden bliver de gyldne. Tilsæt da hvidløg (hele hvidløg – ikke hakkede), og lad det/dem stege med i ca. 5 minutter, og tag dem derefter fra. Sluk for varmen på blusset, og tilsæt piskefløde. Lad det boble op, og smag derefter til med salt og peber.
Kom svampesaucen i en skål, og server den evt. med lidt frisk persille på toppen. Brug evt. et friskt fed hvidløg (eller to) til at gnide de sprøde stykker brød med, før du kommer svampesaucen på.
Tip:
Det er en god idé at servere brød og svampesauce separat, for hvis du anretter dine bruschettas, bliver brødet blødt af at stå for længe med saucen på. Hvis du serverer det separat, har du også mulighed for at lave flere typer topping, som man kan vælge imellem.