Citron kaviar
Sådan laver du selv citron kaviar. Det er nemt og der skal kun bruges 5 ingredienser.
Ingredienser
til 1 portion- 3 dl rapsolie eller anden smagsneutral olie
- 1 dl citronsaft
- evt. 1 tsk sukker (kan sagtens udelades)
- 3 blade husblas
- 1 knsp gul pastafarve
Sådan laver du citron kaviar
Hæld olien i et syltetøjsglas eller en lille bøtte og sæt den i fryseren i en halv times tid. Den skal ikke fryses, men være helt kold. Du kan også sætte den i køleskabet, men så tager det længere tid.
Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 15 minutter.
Pres citronsaften. Jeg hælder den igennem en si for at fjerne små stykker frugtkød, men det behøver man ikke.
Kom citronsaft og sukker i en gryde ved lav varme og rør rundt til sukkeret er opløst.
Klem husblassen fri for vand. Tag gryden af varmen og kom husblassen i. Rør rundt indtil husblassen er helt opløst. Rør ligeledes den gule pastafarve i og lad derefter blandingen køle af i ca. 10-15 minutter (den må ikke være for varm når den skal dryppes ned i olien, men den skal naturligvis heller ikke køle så meget af at den stivner).
Tag olien ud af fryseren. Sug citron-blandingen op i en sprøjte eller pipette eller lignende og dryp små dråber ned i den kolde olie.
Hvis dråberne blot ligger sig i overfladen uden at synke ned i olien, kan du forsigtigt snurre glasset lidt rundt. Så skal de nok falde til bunds.
Tip: Sæt evt. syltetøjsglasset/bøtten ovenpå et fryseelement, så olien holdes kold mens du drypper dråberne i.
Hvis dråberne klumper sammen i bunden, kan du forsigtigt røre med en ske, så de bliver skilt ad.
Si olien fra citron kaviaren (olien kan sagtens gemmes og bruges til madlavning).
Skyl forsigtigt kaviaren i en skål med koldt vand. Det kan evt. gøres ad flere omgange, hvor vandet sies fra og der hældes nyt vand i, fordi kaviar-perlerne er meget olierede.
Så er din citron kaviar klar til brug.
Hvor længe kan citronperlerne holde sig?
Hvis du ikke skal bruge dem med det samme, holder de sig bedst, hvis du lader dem blive i olien. Så kan de holde sig en uges tid i køleskabet.
Hjemmelavet er bedst
Man kan også købe citronperler i udvalgte supermarkeder (jeg har set dem i Føtex, Bilka og Meny), men de hjemmelavede smager bare bedst. Og så ved man også helt præcist hvad der er i.
Sjov og hyggelig aktivitet for børn
Børnene synes det er hyggeligt at dryppe perlerne ned i olien.
Man kan også bruge andre farver eller saft i stedet for citronsaft. F.eks. røde perler med jordbærsaft eller grønne perler med lime.