Cookies med skumfiduser
Disse cookies bliver ekstra søde og sprøde, fordi de små stykker af skumfidus smelter i ovnen og bliver helt karamelagtige. Det smager af en klassisk chocolate chip cookie med et twist.
Ingredienser
til 24 stk- 1 æg
- 50 g brun farin
- 100 g sukker
- 75 g smør
- 25 g mini skumfiduser
- 150 g hvedemel
- 1 tsk vaniljesukker
- 1⁄2 tsk salt (fint)
- 1⁄2 tsk natron
- 60 g mørk chokolade
- 30 g hasselnødder
Rør æg, brun farin og sukker sammen.
Smelt smørret, og rør det i. Det må ikke være for varmt.
Skær hver miniskumfidus i fire stykker. Bland dem herefter i dejen.
Bland mel, vaniljesukker, salt og natron, og sigt det i dejen. Rør, til dejen er ensartet.
Hak chokoladen og hasselnødderne groft, og bland dem i dejen. Form dejen til kugler (det antal cookies, du vil bage), og pres dem flade. Sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og sæt den i køleskabet i 1/2-1 time.
Sæt ovnen på 175 grader, og tag dine cookies ud af køleskabet. Kom dem i ovnen, mens de stadig er hårde og kolde. Så holder de formen.
Bag dem i 8-10 minutter afhængigt af ovnen. De skal være gyldne på toppen og i siderne. Lad dem derefter køle af på en rist.
Tip: De smager ekstra godt, hvis de bliver serveret med et glas kold mælk til.