Cupcakes med skovbær
Disse charmerende cupcakes har en cremet, let og lyserød topping af flødeost og laves med skovbær, som sørger for at kagerne ikke bliver for sukkersøde, men at sødmen suppleres superbt med friske bærnoter.
Ingredienser
til 20 stkDej
- 75 g smør
- 2 æg
- 150 g sukker
- 75 g skovbær
- 125 g mel
- 50 g marcipan
- 1 tsk vaniljesukker
- 50 g hvid chokolade
Topping
- 150 g Philadelphia
- 60 g smør
- 10 spsk flormelis
- 2 dråber rød pastafarve
Udstyr
- 20 muffinsforme (små)
- sprøjtepose
- stjernetylle
Kom skovbær i en gryde og bring dem i kog ganske kort. Lad dem herefter afkøle.
Pisk æg og sukker sammen. Smelt smør og lad det afkøle. Pisk herefter smørret i æggemassen - lidt af gangen. Riv marcipanen i massen og pisk til det er en jævn masse. Sigt mel og vaniljesukker i æggemassen og vend det forsigtigt sammen.
Hak chokoladen og vend den i dejen. Hæld skovbær i dejen og vend det 3-4 gange med en grydeske. Fordel herefter dejen i muffinsformene, og bag ved 175 grader i 15 minutter.
Imens laves topping.
Kom philadelphia, smør, flormelis og rød pastafarve i en skål, og pisk 2 minutter til det er en jævn masse. Sæt toppingen til afkøling i køleskab.
Når kagerne er afkølede, kommes topping i sprøjteposen med den påsatte stjernetylle, og de pyntes.
Så er der cupcakes med skovbær - de kan spises med det samme eller opbevares i køleskabet.