Dadelkage (uden mel og sukker)
Rigtig lækker dadelkage, der får en dejlig svampet konsistens og lidt knas fra mandler. Den er lavet helt uden mel og raffineret sukker.
Ingredienser
til 1 form- 100 g mandler eller mandelmel
- 100 g havregryn
- 250 g dadler uden sten (f.eks. Juicy dates)
- 4 spsk kakaopulver
- 1 tsk bagepulver
- 1 knsp salt
- 5 æg
- 1 1⁄2 dl mælk eller havremælk
- evt. 100 g mørk chokolade til topping
Sådan bager du dadelkagen
- Blend mandler (eller mandelmel) og havregryn til en helt fin konsistens.
- Pil stenene ud af dadlerne, og tilsæt dadlerne til blenderen.
- Tilsæt kakaopulver, bagepulver, salt, æg og mælk (eller havremælk).
- Blend det hele godt sammen til en ensartet dej, og hæld dejen op i en form (ca. 20x20 cm) beklædt med bagepapir.
- Bag dadelkagen ved 190 grader i 20-25 minutter, til den er gennembagt.
- Smelt evt. mørk chokolade, og smør det på kagen inden servering.
Se også:
Sund chokoladekageSund gulerodskage uden sukkerSund banankage med dadler
Ofte stillede spørgsmål
Få svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål til opskriften herunder:
Er dadelkagen laktosefri?
Ja, hvis du sørger for at bruge f.eks. havremælk eller anden plantemælk, så er den laktosefri.
Er den glutenfri?
Almindelige havregryn kan indeholde spor af gluten, så hvis du vil være helt sikker på, at kagen er glutenfri, skal du bruge glutenfrie havregryn.
Er den sukkerfri?
Kagen er helt uden raffineret sukker, hvis du undlader den smeltede mørke chokolade på toppen. Der er dog frugtsukker i kagen fra dadlerne.
Kan den fryses?
Ja, kagen kan sagtens fryses ned. Sørg blot for at pakke den godt ind i husholdningsfilm.
Er dadler sunde?
Dadler er fyldt med vitaminer, mineraler og kostfibre, men samtidig har de også et relativt højt kalorie- og kulhydratniveau. De er dog klart et bedre ernæringsmæssigt valg, hvis man sammenligner med andre typer kage, slik og snacks, for de mætter mere, og man får ikke kun tomme kalorier indenbords.
Lækre tilføjelser til kagen
Der er flere forskellige ting, der er super lækre at tilføje til kagen. F.eks. kan du med fordel komme 2 spsk appelsinsaft i. Smagen af appelsin passer nemlig rigtig godt til de søde dadler.
Det er også virkelig lækkert at mose en enkelt moden banan i dejen eller komme bananskiver på toppen.
Sidst men ikke mindst, kan jeg også anbefale at give kagen et lidt eksotisk strejf og tilføje kokos til dejen.
Fakta om opskriften
Måltid: Kage
Oprindelse: Det danske køkken
Hvor mange stykker bliver der: 9-10 stykker
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Bagetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for dadelkage med mandler og havregryn
pr. stykke | hele kagen | |
---|---|---|
Kalorier | 290 kcal | 2898 kcal |
Kulhydrat | 29 g | 291 g |
Protein | 9 g | 93 g |
Fedt | 14 g | 141 g |
Næringsindholdet pr. stykke tager udgangspunkt i, at dadelkagen skæres i 10 stykker. Beregningen er inklusiv smeltet chokolade på toppen.
Kilder - se hvordan vi har beregnet næringsindholdet