Dressing til grønkålssalat
Lækker dressing til grønkålssalat, der er inspireret af en dejlig vinaigrette-dressing, så den er både frisk, sød og rund i smagen. Og ikke mindst rigtig nem at lave.
Ingredienser
til 4 personer- 2 1⁄2 spsk citronsaft
- 3 spsk appelsinsaft (du kan også bruge ekstra citronsaft og honning i stedet for - se hvor meget her)
- 2 spsk honning
- 1 spsk dijonsennep
- 4 spsk olivenolie
- salt
- peber
Så nemt er det at lave dressingen
Kom alle ingredienserne op i et syltetøjsglas eller lignende glasbeholder med låg. Krydr med salt og peber.
Læg låg på, og ryst alle ingredienserne godt sammen.
I stedet for at ryste dressingen sammen i et glas, kan du også blande citronsaft, appelsinsaft, honning og sennep sammen, og dernæst piske olivenolien i lidt ad gangen.
Servér f.eks. dressingen til denne dejlige grønkålssalat med æbler og mandler.
Sådan laver du dressingen uden appelsinsaft
Du kan sagtens erstatte appelsinsaften med ekstra citronsaft, men så er det en god idé at tilsætte lidt ekstra honning, så dressingen ikke bliver alt for syrlig. Til 4 personer skal der bruges 1 spsk ekstra honning.
Kan jeg lave den uden sennep?
Ja, du kan sagtens lave dressingen uden sennep.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Arbejdstid i køkkenet:
Næringsindhold for dressing til grønkålssalat
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 346 kcal | 170 kcal | 680 kcal |
Kulhydrat | 22 g | 11 g | 42 g |
Protein | 1 g | 0 g | 2 g |
Fedt | 29 g | 14 g | 56 g |